Denne version af konvergensrapporten indeholder ikke alle kapitler.
Den fulde rapport er tilgængelig på engelsk på ECB's hjemmeside.

1 Indledning

Euroen er allerede indført i 20 af de 27 EU-medlemsstater. Denne rapport undersøger seks af de syv medlemsstater, som endnu ikke har indført den fælles valuta, nemlig Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Polen, Rumænien og Sverige. Disse lande er i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (i det følgende benævnt "traktaten") forpligtede til at indføre euroen, hvilket indebærer, at de skal tilstræbe at opfylde alle konvergenskriterierne.^[1] Den syvende medlemsstat, Danmark, meddelte i 1992 Rådet for Den Europæiske Union (EU-Rådet), at den ikke havde til hensigt at deltage i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU).^[2] Som følge heraf skal der kun udarbejdes en konvergensrapport for Danmark, hvis landet anmoder herom. Da der ikke er indgivet en sådan anmodning, er Danmark ikke omfattet af denne rapport.

ECB opfylder med udarbejdelsen af denne rapport sin forpligtelse i henhold til traktatens artikel 140. I artikel 140 er det fastsat, at ECB og Europa-Kommissionen mindst en gang hvert andet år eller på anmodning fra en medlemsstat med dispensation skal aflægge beretning til Rådet "om de fremskridt, der gøres af medlemsstater med dispensation for så vidt angår opfyldelse af deres forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union". Gennemgangen af de seks lande i denne rapport er derfor foretaget som led i den almindelige gennemgang hvert andet år. Europa-Kommissionen har ligeledes udarbejdet en rapport, og de to rapporter forelægges EU-Rådet samtidig.

ECB gør i denne rapport brug af den samme struktur som i tidligere konvergensrapporter. ECB undersøger, hvorvidt de seks lande har opnået en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens, hvorvidt deres nationale lovgivning er forenelig med traktaterne og statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (herefter benævnt "ESCB-statutten"), og hvorvidt de overholder de lovkrav, som den pågældende nationale centralbank skal opfylde for at blive en integreret del af Eurosystemet.

Undersøgelsen af den økonomiske konvergensproces afhænger i høj grad af den underliggende statistiks kvalitet og integritet. Indsamlingen og indberetningen af statistik, især over de offentlige finanser, må ikke ligge under for politiske hensyn eller indblanding. EU-medlemsstaterne er blevet opfordret til at prioritere kvaliteten og integriteten af deres statistik højt og til at sikre, at indsamlingen af statistik er underlagt et effektivt kontrolsystem, samt at minimumsstandarder på statistikområdet overholdes. Disse standarder er helt afgørende for at underbygge de nationale statistikmyndigheders uafhængighed, integritet og ansvarlighed samt for at fremme tilliden til kvaliteten af statistikken over offentlige finanser (jf. kapitel 6).

Fra og med 4. november 2014 skal alle EU-medlemsstater, hvis dispensation ophæves, også deltage i Den Fælles Tilsynsmekanisme (FTM) senest pr. den dato, de indfører euroen.^[3] Fra denne dato gælder alle FTM-relaterede rettigheder og forpligtelser for det pågældende land. Det er derfor yderst vigtigt, at de foretager de nødvendige forberedelser. Navnlig er banksystemet i enhver medlemsstat, som tilslutter sig euroområdet og dermed FTM, genstand for en omfattende vurdering.^[4] Bulgarien er i øjeblikket den eneste medlemsstat, som deltager i FTM under det tætte samarbejde, der er etableret med ECB som en del af landets forpligtelse til at tilslutte sig banksamarbejdet og valutakursmekanismen (ERM II) samtidig.^[5] Rammerne for tæt samarbejde med Българска народна банка (den bulgarske nationalbank) trådte i kraft den 1. oktober 2020, efter at de nødvendige tilsyns- og lovgivningsmæssige forudsætninger var opfyldt. På denne dato overtog ECB ansvaret for i) direkte tilsyn med Bulgariens signifikante institutioner, ii) de fælles procedurer for alle enheder under tilsyn og iii) overvågning af mindre signifikante institutioner, som fortsat er under tilsyn fra de nationale tilsynsmyndigheders side. ECB's banktilsyn og Българска народна банка (den bulgarske nationalbank) har arbejdet meget tæt sammen om at sikre en glat integration af de kompetente nationale myndigheder i FTM.^[6]

Denne rapport er opbygget som følger. I kapitel 2 beskrives de rammer, der er anvendt i forbindelse med vurderingen af økonomisk og juridisk konvergens. Kapitel 3 indeholder en horisontal gennemgang af de væsentligste aspekter af økonomisk konvergens. I kapitel 4 findes en sammenfatning land for land, som indeholder de væsentligste resultater af vurderingen af økonomisk og juridisk konvergens. I kapitel 5 undersøges den økonomiske konvergens i hvert af de seks betragtede EU-medlemsstater nærmere. Kapitel 6 indeholder en oversigt over konvergensindikatorerne og de statistiske metoder, der er brugt til at beregne dem. Endelig undersøges foreneligheden af den nationale lovgivning i de enkelte medlemsstater, der vurderes – herunder de nationale centralbankers statutter – med traktatens artikel 130 og 131 i kapitel 7.

2 Rammer for analysen

2.1 Økonomisk konvergens

Med henblik på at vurdere den økonomiske konvergens i EU-medlemsstater, der ønsker at indføre euroen, anvender ECB fælles rammer i analysen. Disse fælles rammer, som konsekvent er blevet anvendt i alle Det Europæiske Monetære Instituts (EMI) og ECB's konvergensrapporter, er for det første baseret på traktatens bestemmelser og ECB's anvendelse heraf med hensyn til prisudvikling, offentlig saldo og gældskvoter, valutakurser og langfristede rentesatser samt andre faktorer af relevans for økonomisk integration og konvergens. For det andet er de baseret på en række supplerende bagudrettede og fremadrettede økonomiske indikatorer, som anses som nyttige i forbindelse med en nærmere vurdering af konvergensens varige karakter. Nogle elementer i rammerne er blevet forbedret med tiden. Undersøgelsen af den pågældende medlemsstat på grundlag af alle disse faktorer giver også vigtige oplysninger, som er med til at sikre, at statens integration i euroområdet vil forløbe uden større vanskeligheder. I boks 1 til 5 nedenfor gengives retsforskrifterne, og der redegøres for metodologiske detaljer om ECB's anvendelse af disse.

For at sikre kontinuitet og ligebehandling bygger rapporten på principperne i tidligere rapporter fra ECB. ECB (og før den, EMI) anvender især en række vejledende principper i forbindelse med anvendelsen af konvergenskriterierne. For det første fortolkes og anvendes de enkelte kriterier meget konsekvent. Rationalet bag dette princip er, at kriterierne hovedsageligt skal sikre, at det kun er medlemsstater med økonomiske forhold, som medvirker til at fastholde prisstabiliteten og sammenhængskraften i euroområdet, der kan være en del af det. For det andet udgør konvergenskriterierne en sammenhængende og integreret pakke, og det er nødvendigt, at alle kriterierne er opfyldt. Traktaten sidestiller kriterierne og angiver ikke noget hierarki. For det tredje skal konvergenskriterierne opfyldes på grundlag af faktiske data snarere end prognoser. For det fjerde skal anvendelsen af konvergenskriterierne være konsekvent, gennemsigtig og ukompliceret. Desuden er holdbarhed en afgørende faktor, når opfyldelsen af konvergenskriterierne vurderes, fordi konvergenskriterierne skal opfyldes løbende, ikke blot på et givet tidspunkt. Derfor uddybes konvergensens varige karakter i undersøgelsen af det enkelte land.

Der foretages først en tilbageskuende vurdering af den økonomiske udvikling i de pågældende lande, som i princippet bygger på observationer fra de seneste ti år. Dette hjælper til bedre at kunne afgøre, i hvilket omfang de nuværende opnåelser er resultatet af ægte strukturtilpasninger, hvilket igen bør føre til en bedre vurdering af, hvorvidt den økonomiske konvergens er af varig karakter.

Desuden anlægges der et fremadrettet perspektiv i det omfang, det er hensigtsmæssigt. Der lægges i denne sammenhæng særlig vægt på, at en vedvarende gunstig økonomisk udvikling helt afhænger af, om de eksisterende og fremtidige udfordringer modsvares af passende og varige politiske tiltag. En stærk styring, sunde institutioner og holdbare offentlige finanser er også af afgørende betydning for at understøtte prisstabilitet og vedvarende produktionsvækst på mellemlang og lang sigt. Overordnet set understreges det, at sikringen af varig økonomisk konvergens afhænger af opnåelsen af en stærk udgangsposition, eksistensen af sunde institutioner, modstandsdygtighed over for chok samt en bestræbelse på hensigtsmæssige politikker efter indførelsen af euroen.

De fælles rammer anvendes på de seks betragtede EU-medlemsstater hver for sig. Disse undersøgelser, som fokuserer på hver enkelt medlemsstats resultater, bør betragtes hver for sig i overensstemmelse med traktatens artikel 140.

Skæringsdatoen for statistikkerne i denne konvergensrapport var den 19. juni 2024. De statistiske data, der anvendes i forbindelse med konvergenskriterierne, er udarbejdet af Europa-Kommissionen (jf. kapitel 6 samt tabeller og figurer) i samarbejde med ECB, når det kommer til valutakurser og langfristede rentesatser. Efter aftale med Kommissionen går referenceperioden for både prisstabilitetskriteriet og kriteriet for den langfristede rentesats fra juni 2023 til maj 2024. Hvad angår valutakurserne går referenceperioden fra den 20. juni 2022 til den 19. juni 2024. Historiske data vedrørende budgetstillingerne dækker perioden frem til 2023. Der tages også hensyn til prognoser fra forskellige kilder og andre oplysninger, der er relevante for en fremtidsorienteret undersøgelse af konvergensens bæredygtighed. Kommissionens økonomiske prognose (forår 2024) og dens rapport om varslingsmekanismen 2024, som der også er taget højde for i denne rapport, blev offentliggjort henholdsvis den 15. maj 2024 og den 21. november 2023. Denne rapport blev vedtaget af ECB's Generelle Råd den 21. juni 2024.

Denne konvergensrapport ser også på konsekvenserne af den russiske krig mod Ukraine på konvergensvurderingen. I 2021 var energipriserne, især for gas, allerede begyndt at stige meget kraftigt, blandt andet fordi Rusland begrænsede gasforsyningen til Europa. Invasionen af Ukraine i slutningen af februar 2022 forværrede derefter stigningen i energi- og fødevarepriserne og forårsagede et betydeligt finanspolitisk pres, handelsforstyrrelser og øget usikkerhed. Denne udvikling ramte EU, da unionen stadig var ved at komme sig over virkningerne af covid-19-pandemien. Lande med større energiafhængighed af og stærkere tidligere handelsforbindelser med Rusland blev påvirket mere end andre. På grund af det relativt korte tidsrum er det vanskeligt at drage sikre konklusioner om indvirkningen på konvergensstien på mellemlang og lang sigt, da den også afhænger af den fremtidige udvikling af Ruslands krig mod Ukraine og den videre geopolitiske udvikling. Den fremadrettede del af konvergensvurderingen er derfor behæftet med større usikkerhed end normalt.

Retsforskrifterne om prisudviklingen og ECB's anvendelse heraf er beskrevet i boks 1.

Den gennemsnitlige HICP-inflation i 12-månedersreferenceperioden fra juni 2023 til maj 2024 sammenholdes med landets økonomiske resultater de sidste ti år, for så vidt angår prisstabilitet. Det giver mulighed for et mere detaljeret billede af prisudviklingens holdbarhed i det pågældende land. I den forbindelse lægges der vægt på tilrettelæggelsen af pengepolitikken, og der ses især på, om de pengepolitiske myndigheders fokus primært har været at opnå og fastholde prisstabilitet, og hvorvidt andre aspekter af den økonomiske politik har bidraget hertil. Der tages endvidere højde for de makroøkonomiske forholds betydning for opnåelse af prisstabilitet. Prisudviklingen undersøges i lyset af udbuds- og efterspørgselsforhold med fokus på faktorer som enhedslønomkostninger og importpriser. Endelig ses der på udviklingen i andre relevante prisindeks. Ud fra et fremadrettet perspektiv gives der et overblik over den forventede inflationsudvikling i de kommende år, herunder prognoser fra større internationale organisationer og markedsdeltagere. Endvidere drøftes institutionelle og strukturelle aspekter, som er relevante for at opretholde prisstabilitet efter euroens indførelse.

Retsforskrifterne vedrørende den finanspolitiske udvikling og ECB's anvendelse heraf, samt proceduremæssige spørgsmål, er beskrevet i boks 2.

For så vidt angår de offentlige finansers holdbarhed vurderes resultatet for referenceåret 2023 i lyset af de betragtede landes udvikling i de seneste ti år. Som udgangspunkt undersøges udviklingen i underskudskvotienten. Det er i den sammenhæng hensigtsmæssigt at huske på, at ændringer i et lands årlige underskud i pct. af BNP typisk kan tilskrives en række underliggende faktorer. Disse påvirkninger kan opdeles i "konjunkturafhængige faktorer", der afspejler den indvirkning, som ændringer i konjunkturudviklingen har på underskuddet, på den ene side og "konjunkturuafhængige faktorer", som ofte vurderes at afspejle strukturelle eller permanente justeringer af finanspolitikken, på den anden. De konjunkturuafhængige faktorer, som er kvantificeret i denne rapport, afspejler dog ikke nødvendigvis ændringer i budgetstillingen, der udelukkende er strukturelle, idet de omfatter den midlertidige indvirkning, som både politiktiltag og særlige faktorer har på budgetsaldoen.

Dernæst undersøges udviklingen i den offentlige gældskvote i perioden samt de underliggende faktorer. Disse faktorer er forskellen mellem den nominelle BNP-vækst og renten, den primære saldo og underskuds-/gældsjusteringen. Et sådant perspektiv kan give yderligere oplysninger om, i hvilket omfang de makroøkonomiske forhold, især kombinationen af vækst og rentesatser, har påvirket gældens udvikling. Endvidere undersøges den offentlige gælds sammensætning med særlig fokus på andelen af gæld med kort løbetid og andelen af gæld i fremmed valuta samt udviklingen heri. Ved at sammenholde disse andele med gældskvotens nuværende niveau kan der tydeliggøre de offentlige finansers grad af følsomhed over for ændringer i valutakurser og renter.

For perioden 2020-23 blev den generelle undtagelsesklausul i EU's stabilitets- og vækstpagt aktiveret. Det gjorde det muligt for landene at træffe de nødvendige politiske koordineringsforanstaltninger i forbindelse med pandemien og Ruslands invasion af Ukraine inden for pagtens rammer. Helt specifikt tillod dette en afvigelse fra de budgetkrav, der normalt ville have været gældende.

I april 2024 trådte en reformeret stabilitets- og vækstpagt i kraft, hvori reglerne for indledningen af en gældsbaseret EDP blev ændret. De reformerede regler har til formål at sikre den offentlige gælds holdbarhed og finanspolitikkens kontracykliske karakter, at anlægge en mere mellemlang tilgang til budgetpolitikken og at opnå blandt andet øget nationalt ejerskab af rammerne. I reglerne tages der også højde for, at reformer, investeringer og finanspolitisk bæredygtighed kan være gensidigt forstærkende og derfor bør fremmes. Endelig har reglerne til formål at sikre en mere effektiv håndhævelse.^[12] Mens reglerne for indledningen af en underskudsbaseret EDP forbliver stort set uændrede, ændres reglerne for indledning af en gældsbaseret EDP som beskrevet i boks 2. I 2024 er der dog ikke indledt nogen gældsbaserede EDP'er på baggrund af 2023-resultaterne, da de nationale finanspolitiske strukturplaner, som en del af EU's reformerede finanspolitiske rammer, først vil blive offentliggjort i efteråret 2024 og dækker finanspolitiske strategier fra og med 2025.

I et fremadrettet perspektiv ser vi på Europa-Kommissionens seneste prognoser for 2024-25 og vurderingen af de langsigtede udfordringer for gældens holdbarhed. Dette omfatter især udsigterne for budgetbalancer og gældskvoter på grundlag af den nuværende finanspolitik. Desuden understreges de langsigtede udfordringer for budgetstillingernes holdbarhed og de brede områder for konsolidering, især dem, der er relateret til ufinansierede offentlige pensionssystemer i forbindelse med demografiske ændringer og til de eventualforpligtelser, som staten har påtaget sig. I modsætning til tidligere rapporter omfatter vurderingen ikke landenes mellemlange budgetplaner som beskrevet i de årlige konvergensprogrammer. Det skyldes, at landene i henhold til de nye finanspolitiske regler skal fremlægge deres detaljerede budgetplaner på mellemlang sigt som en del af deres nationale finanspolitiske strukturplaner, der skal foreligge omkring den 20. september 2024. Disse planer skal præsentere en nettoudgiftskurve, som dækker en periode på mindst fire år, og skal skitsere statens finanspolitiske strategier fra 2025.

Retsforskrifterne om valutakursudviklingen og ECB's anvendelse heraf er beskrevet i boks 3.

Ud over deltagelse i ERM II og udviklingen i den nominelle valutakurs over for euroen i den betragtede periode gives der en kortfattet vurdering af holdbarheden af den aktuelle valutakurs. Dette sker på baggrund af udviklingen i den reale bilaterale kurs og betalingsbalancens løbende poster, kapitalposter og finansielle poster. Desuden undersøges udviklingen i bruttogælden og nettostillingen over for udlandet i længere perioder. I afsnittet om valutakursudviklingen vurderes endvidere en række mål for graden af landets integration i euroområdet. Denne vurdering sker både med hensyn til integration af udenrigshandlen (eksport og import) og til finansiel integration. Endelig fremgår det i afsnittet om valutakursudvikling, hvis det er relevant, om det undersøgte land i løbet af den toårige referenceperiode har modtaget likviditetsstøtte fra centralbanken eller betalingsbalancestøtte. Både faktisk og forebyggende hjælp tages i betragtning.

Retsforskrifterne om de langfristede rentesatser og ECB's anvendelse heraf er beskrevet i boks 4.

Som nævnt ovenfor refererer traktaten eksplicit til "den varige karakter af konvergens", som afspejlet i de langfristede rentesatser. Udviklingen over referenceperioden fra juni 2023 til maj 2024 er derfor vurderet på baggrund af udviklingen i de langfristede rentesatser i de seneste ti år (eller den periode, for hvilken der foreligger data) og de væsentligste faktorer bag rentespændene over for den gennemsnitlige langfristede rentesats i euroområdet. I referenceperioden kan den gennemsnitlige langfristede rentesats i euroområdet til dels have afspejlet høje landespecifikke risikopræmier i flere eurolande. Derfor er euroområdets langfristede AAA-statsobligationsrente (dvs. den langfristede rente på euroområdets AAA-rentekurve, som omfatter eurolande med en AAA-kreditvurdering) også anvendt til sammenligning. Som baggrund for analysen indeholder denne rapport også oplysninger om det finansielle markeds størrelse og udvikling. Dette er baseret på tre forskellige indikatorer (det udestående beløb af gældsinstrumenter udstedt af ikke-finansielle selskaber, aktiemarkedets kapitalisering og MFI'ernes kreditgivning til den indenlandske ikke-finansielle private sektor), som tilsammen udgør et mål for det finansielle markeds størrelse.

Endelig kræves det ifølge traktatens artikel 140, stk. 1, at rapporten også beskriver en række andre relevante forhold (jf. boks 5). I denne henseende trådte en udvidet ramme for økonomisk styring i overensstemmelse med traktatens artikel 121, stk. 6, i kraft den 13. december 2011 med henblik på at sikre en snævrere samordning af de økonomiske politikker og en varig konvergens mellem EU-medlemsstaternes økonomiske resultater. Boks 5 nedenfor skitserer kort disse lovbestemmelser og den måde, hvorpå de ovennævnte andre faktorer behandles i ECB's konvergensvurdering.

2.2 Forenelighed af national lovgivning med traktaterne

2.2.1 Indledning

Ifølge traktatens artikel 140, stk. 1, skal ECB (og Europa-Kommissionen) mindst en gang hvert andet år eller på anmodning af en medlemsstat med dispensation aflægge beretning til Rådet om de fremskridt, der gøres af medlemsstater med dispensation, for så vidt angår opfyldelse af deres forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union. Disse beretninger skal omfatte en undersøgelse af, hvorvidt den nationale lovgivning i de enkelte medlemsstater med dispensation, herunder den nationale centralbanks statut, er forenelig med artikel 130 og 131 i traktaten og de relevante artikler i statutten. Denne traktatforpligtelse, som påhviler medlemslande med dispensation, kaldes også "juridisk konvergens".

ECB er i sin undersøgelse af juridisk konvergens ikke begrænset til at foretage en formel vurdering af ordlyden af den nationale lovgivning, men kan også vurdere, om gennemførelsen af de relevante bestemmelser lever op til ånden i traktaterne og statutten. ECB er især opmærksom på eventuelle tegn på, at der lægges pres på de besluttende organer i nogle medlemsstaters nationale centralbanker. Dette ville ikke være foreneligt med traktatens ånd, når det gælder centralbankuafhængighed.

ECB finder det endvidere nødvendigt, at den nationale centralbanks besluttende organer fungerer smidigt og kontinuerligt. I denne henseende har et medlemslands relevante myndigheder særligt en forpligtelse til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre rettidig udnævnelse af en efterfølger, hvis et medlems sæde i en national centralbanks besluttende organ bliver ledigt.^[15]

ECB vil følge udviklingen nøje, inden der afgives en positiv endelig vurdering, som når frem til den konklusion, at en medlemsstats nationale lovgivning er forenelig med traktaten og statutten.

Medlemsstater med dispensation og juridisk konvergens

Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Polen, Rumænien og Sverige, hvis nationale lovgivning undersøges i denne rapport, har status som medlemslande med dispensation, dvs. at de endnu ikke har indført euroen. Sverige fik status som medlemsland med dispensation i henhold til Rådets beslutning i maj 1998.^[16] For så vidt angår de øvrige medlemslande, bestemmer artikel 4^[17] og 5^[18] i akterne vedrørende vilkårene for tiltrædelse, at hver af de nye medlemsstater deltager fra tiltrædelsesdatoen i Den Økonomiske og Monetære Union som medlemsstat med dispensation i henhold til traktatens artikel 139.

Rapporten dækker ikke Danmark, som er en medlemsstat med særlig status, og som endnu ikke har indført euroen. Ifølge protokol (nr. 16) om visse bestemmelser vedrørende Danmark, der er knyttet som bilag til traktaterne, er Danmark, jævnfør den danske regerings meddelelse til Rådet af 3. november 1993, undtaget, og proceduren for ophævelse af dispensationen vil kun blive indledt på Danmarks anmodning. Da artikel 130 i traktaten finder anvendelse på Danmark, skal Danmarks Nationalbank opfylde betingelserne om centralbankuafhængighed. I EMI’s konvergensrapport 1998 blev det konkluderet, at dette krav var opfyldt. Danmarks konvergens er ikke blevet vurderet siden 1998 som følge af Danmarks særlige status. Så længe Danmark ikke meddeler Rådet, at Danmark agter at indføre euroen, behøver Danmarks Nationalbank ikke at blive integreret i Eurosystemet, og dansk lovgivning behøver ikke at blive tilpasset.

Vurderingen af juridisk konvergens har til formål at lette Rådets beslutninger om, hvilke medlemsstater der opfylder deres forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union" (traktatens artikel 140, stk. 1). På det juridiske område vedrører sådanne betingelser især centralbankuafhængighed og de nationale centralbankers juridiske integration i Eurosystemet.

Den juridiske vurderings struktur

Den juridiske vurdering følger stort set rammerne i ECB's og EMI's tidligere rapporter om juridisk konvergens.^[19]

Den nationale lovgivnings forenelighed behandles i lyset af lovgivning vedtaget før den 27. marts 2024.

2.2.2 Omfang af tilpasning

Områder for tilpasning

Med henblik på at afdække de områder, hvor tilpasning af national lovgivning er nødvendig, undersøges følgende:

• forenelighed med bestemmelserne om de nationale centralbankers uafhængighed, medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer og centralbankchefer i traktaten (artikel 130) og statutten (artikel 7 og 14.2)
• forenelighed bestemmelserne om tavshedspligt (statuttens artikel 37)
• forenelighed med forbuddet mod monetær finansiering (traktatens artikel 123) og privilegeret adgang (traktatens artikel 124)
• forenelighed med en ensartet stavemåde af euro som krævet i EU-retten og
• de nationale centralbankers juridiske integration i Eurosystemet (især med hensyn til statuttens artikel 12.1 og 14.3).

"Forenelighed" over for "harmonisering"

I traktatens artikel 131 fastsættes det, at den nationale lovgivning skal være "forenelig" med traktaterne og statutten. Enhver form for uforenelighed skal derfor afhjælpes. Kravet om opfyldelse af denne forpligtelse berøres hverken af traktaternes eller statuttens forrang for national lovgivning eller af uforenelighedens art.

Kravet om, at national lovgivning skal være "forenelig", betyder ikke, at traktaten kræver "harmonisering" af de nationale centralbankstatutter, hverken indbyrdes eller med statutten. Nationale særegenheder kan fortsat eksistere, i det omfang de ikke krænker kompetencen i monetære anliggender, der uigenkaldeligt er blevet overdraget til EU. Statuttens artikel 14.4 tillader nationale centralbanker at udføre funktioner, som ikke er nævnt i statutten, i det omfang de ikke strider mod ESCB's mål og opgaver.^[20] Bestemmelser i en national centralbanks statutter, der giver mulighed for sådanne yderligere funktioner, er et klart eksempel på tilfælde, hvor forskelle stadig kan eksistere. Udtrykket "forenelig" betyder snarere, at den nationale lovgivning og de nationale centralbankstatutter skal tilpasses, så uoverensstemmelser med traktaterne og statutten fjernes, og at de nationale centralbanker integreres i ESCB i det nødvendige omfang. Der bør navnlig ske en tilpasning af alle bestemmelser, der krænker en national centralbanks uafhængighed, som defineret i traktaten, og dens rolle som en integreret del af ESCB. Det er derfor utilstrækkeligt udelukkende at henholde sig til EU-lovgivningens forrang for national lovgivning for at opnå dette.

Forpligtelsen i traktatens artikel 131 gælder alene uforenelighed med traktaterne og statutten. Dog bør national lovgivning, der er uforenelig med sekundær EU-lovgivning, der er relevant for de tilpasningsområder, der undersøges i denne konvergensrapport, bringes i overensstemmelse med denne sekundære lovgivning. EU-rettens forrang berører ikke forpligtelsen til at tilpasse national lovgivning. Dette generelle krav er afledt ikke kun af traktatens artikel 131, men også af Den Europæiske Unions Domstols domspraksis.^[21]

Traktaterne og statutten foreskriver ikke, hvordan den nationale lovgivning skal tilpasses. Forenelighed kan derfor opnås ved at fjerne national lovgivning, som er uforenelig med EU-retten, ved at henvise til traktaterne og statutten eller undtagelsesvis ved at indarbejde bestemmelser derfra og henvise til deres oprindelse, på følgende betingelser:

Som hovedregel skal en gengivelse af relevante EU-retlige bestemmelser, der finder direkte anvendelse i medlemsstatens retsorden på samme sprog, undgås^[22]. En gengivelse kan skabe usikkerhed både hvad angår de gældende bestemmelsers juridiske karakter og oprindelse og hvad angår datoen for deres ikrafttræden. Dette ville ikke være i overensstemmelse med princippet om ensartet anvendelse og fortolkningen af EU-retten i hele Unionen^[23]. Hvis der i en national bestemmelse anvendes en anden ordlyd end den, der anvendes i den relevante EU-bestemmelse, skaber den desuden sit eget lovgivningsmæssige indhold. I henhold til traktatens artikel 2, stk. 1, er Unionens enekompetence på området for den monetære politik til hinder for, at medlemsstaterne vedtager bestemmelser, der i lyset af deres formål og indhold fastsætter retlige regler for anvendelsen af euroen som fælles valuta, medmindre medlemsstaterne har fået bemyndigelse hertil^[24]. I denne sammenhæng er begrebet pengepolitik ikke begrænset til den operationelle gennemførelse heraf, som i henhold til traktatens artikel 127, stk. 2, første led, er en af Eurosystemets grundlæggende opgaver. Den har også en lovgivningsmæssig dimension, der har til formål at sikre euroens status som fælles valuta^[25].

Under særlige omstændigheder kan en gengivelse af relevante EU-retlige bestemmelser, der finder direkte anvendelse i medlemsstatens retsorden, og som anvender det samme sprog, anvendes af hensyn til sammenhængen og for at gøre dem forståelige for de personer, som de finder anvendelse for. Hvis der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der gør det muligt at gengive umiddelbart gældende bestemmelser i EU-retten, bør bestemmelserne gengives præcist, og ordlyden bør ikke ændres^[26]. Endvidere bør bestemmelserne kun gengives i det omfang, de særlige omstændigheder tilsiger det. Sådanne ekstraordinære omstændigheder foreligger imidlertid ikke, når de umiddelbart gældende bestemmelser i EU-lovgivningen er tilstrækkeligt sammenhængende og omfattende, hvilket gør det unødvendigt at gentage dem eller afspejle dem i national lovgivning^[27]. Når umiddelbart gældende EU-retlige bestemmelser kun er relevante i forbindelse med de områder, der er omfattet af national lovgivning, behøver den nationale lovgivning ikke at henvise til disse bestemmelser. I det omfang national lovgivning af ovennævnte grunde nødvendigvis gengiver umiddelbart gældende bestemmelser i EU-retten, bør den gøre dette på en udtrykkelig måde og præcisere, at bestemmelserne enten er "i overensstemmelse med" eller "overholder" de relevante bestemmelser i EU-retten, når sidstnævnte blot er gengivet med henblik på at sætte den nationale lovgivning i en større sammenhæng eller "med forbehold af" de relevante bestemmelser i EU-retten, når en national myndighed udøver residualkompetence ud over den, der udøves inden for ESCB og Eurosystemet^[28].

Som en metode til at opnå og fastholde den nationale lovgivnings forenelighed med traktaterne og statutten skal ECB i henhold til traktatens artikel 127, stk. 4, og 282, stk. 5, og statuttens artikel 4 endvidere høres af EU-institutionerne og medlemsstaterne om udkast til retsforskrifter, der er omfattet af ECB's kompetenceområder. Rådets beslutning 98/415/EF af 29. juni 1998 om de nationale myndigheders høring af Den Europæiske Centralbank om udkast til retsforskrifter^[29] indeholder et udtrykkeligt krav om, at medlemslandene træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre overholdelse af dette krav.

2.2.3 De nationale centralbankers uafhængighed

Hvad angår centralbankuafhængighed, skulle den nationale lovgivning i de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004, 2007 eller 2013, tilpasses, så den overholder de relevante bestemmelser i traktaten og statutten, med virkning fra henholdsvis 1. maj 2004, 1. juli 2007 og 1. juli 2013.^[30] I Sverige skulle de krævede tilpasninger være trådt i kraft ved oprettelsen af ESCB 1. juni 1998.

Centralbankuafhængighed

I november 1995 udarbejdede EMI en liste over karakteristiske træk ved centralbankuafhængighed (senere beskrevet detaljeret i EMI's konvergensrapport 1998), som dannede grundlag for vurderingen af medlemsstaternes nationale lovgivning på det pågældende tidspunkt, især de nationale centralbankstatutter. Begrebet centralbankuafhængighed omfatter forskellige typer uafhængighed, som skal vurderes hver for sig, nemlig funktionel, institutionel, personlig og finansiel uafhængighed. I de seneste år er analysen af disse aspekter af centralbankuafhængighed blevet yderligere finjusteret i de udtalelser, der er vedtaget af ECB. Disse aspekter danner grundlag for vurderingen af konvergensen mellem den nationale lovgivning i medlemslande med dispensation og traktaterne og statutten.

Funktionel uafhængighed

Centralbankuafhængighed er ikke et mål i sig selv, men bidrager snarere til at nå et mål, som bør være klart defineret og have forrang frem for enhver anden målsætning. Funktionel uafhængighed kræver, at hver enkelt national centralbanks hovedmål er angivet på en klar og juridisk sikker måde og er i fuld overensstemmelse med hovedmålet om prisstabilitet, som angivet i traktaten. Dette sikres ved at give de nationale centralbanker de nødvendige midler og instrumenter til at opnå dette mål, uafhængigt af alle andre myndigheder. Traktatens krav om centralbankuafhængighed afspejler det generelle synspunkt, at hovedmålet om prisstabilitet er bedst tjent med en fuldstændig uafhængig institution med et præcist defineret mandat. Centralbankuafhængighed er fuldt ud foreneligt med de nationale centralbankers forpligtelse til at stå til ansvar for deres beslutninger, hvilket er et vigtigt aspekt i forbindelse med at styrke tilliden til deres uafhængige status. Dette omfatter gennemsigtighed og dialog med tredjeparter.

Hvad angår tidspunkter, fremgår det ikke klart af traktaten, hvornår de nationale centralbanker i medlemsstater med dispensation skal opfylde hovedmålet om prisstabilitet, der er fastsat i traktatens artikel 127, stk. 1, og 282, stk. 2, og statuttens artikel 2. For de medlemsstater, der tiltrådte EU efter datoen for indførelsen af euroen i EU, er det ikke klart, om denne forpligtelse gælder fra tiltrædelsesdatoen eller datoen for deres indførelse af euroen. Traktatens artikel 127, stk. 1, gælder ikke for medlemsstater med dispensation (jf. traktatens artikel 139, stk. 2, litra c)), men det gør artikel 2 i statutten (jf. statuttens artikel 42.1). ECB er af den opfattelse, at de nationale centralbankers forpligtelse til at have prisstabilitet som hovedmål gælder fra 1. juni 1998 for Sveriges vedkommende og fra 1. maj 2004, 1. januar 2007 og 1. juli 2013 for de medlemsstaters vedkommende, der tiltrådte EU pr. disse datoer. Baggrunden for denne opfattelse er, at et af EU's ledende principper, nemlig prisstabilitet (traktatens artikel 119), også gælder for medlemsstater med dispensation. Opfattelsen er endvidere begrundet i traktatens målsætning om, at alle medlemsstater skal tilstræbe makroøkonomisk konvergens, herunder prisstabilitet, hvilket er hensigten med ECB's og Europa-Kommissionens regelmæssige rapporter. Endelig er den baseret på den tankegang, der ligger til grund for centralbankuafhængighed, og som kun kan retfærdiggøres, hvis det overordnede mål om prisstabilitet har forrang.

Landevurderingerne i denne rapport er baseret på disse konklusioner med hensyn til, hvornår de nationale centralbanker i medlemslande med dispensation er forpligtet til at have prisstabilitet som deres hovedmål.

Institutionel uafhængighed

Institutionel uafhængighed er omhandlet i traktatens artikel 130 og statuttens artikel 7. De to artikler forbyder de nationale centralbanker og medlemmerne af deres besluttende organer at søge eller modtage instrukser fra EU's institutioner eller organer, fra en medlemsstats regering eller fra noget andet organ. Desuden forbyder artiklerne EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer samt medlemsstaternes regeringer at øve indflydelse på de medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer, hvis beslutninger kan indvirke på de nationale centralbankers udførelse af deres ESCB-relaterede opgaver. Hvis national lovgivning skal afspejle traktatens artikel 130 og statuttens artikel 7, bør lovgivningen afspejle begge forbud og ikke begrænse deres anvendelsesområde.^[31] Anerkendelsen af, at centralbankerne har denne uafhængighed, betyder ikke, at de er fritaget fra at overholde retsstatsprincippet, eller at de er beskyttet i forhold til alle former for lovgivning.^[32]

Uanset om en national centralbank er et statsejet organ, et særligt offentligretligt organ eller et almindeligt aktieselskab, er der risiko for, at ejeren i kraft af sit ejerskab kan øve indflydelse på den nationale centralbanks beslutninger med hensyn til ESCB-relaterede opgaver.^[33] Denne form for indflydelse kan påvirke en national centralbanks uafhængighed, uanset om den udøves via aktionærrettigheder eller på anden måde, og bør derfor begrænses gennem lovgivningen.

De retlige rammer for en centralbank skal sikre et stabilt og langsigtet grundlag for en centralbanks funktionsmåde. Hyppige ændringer i en national centralbanks institutionelle forhold, og som påvirker dens organisatoriske eller ledelsesmæssige stabilitet, kan påvirke den nationale centralbanks institutionelle uafhængighed negativt.^[34]

Institutionel uafhængighed bør også respekteres i nødstilfælde. Nationale myndigheder er kun berettiget til midlertidigt og ekstraordinært at udøve beføjelser, der falder inden for ESCB's enekompetence, hvis betingelserne i henhold til traktatens artikel 347 er opfyldt. Det kritiske tidspunkt for vurderingen er, når foranstaltningen vedtages. Medlemsstaterne bør på grund af den ekstraordinære karakter af traktatens artikel 347 afstå fra at vedtage forebyggende lovgivning, hvis betingelserne i traktatens artikel 347 ikke er opfyldt.^[35]

Forbud mod at give instrukser

Tredjeparts rettigheder med hensyn til at give instrukser til de nationale centralbanker, deres besluttende organer eller medlemmerne heraf er uforenelige med traktaten og statutten, hvad angår ESCB-relaterede opgaver.

Nationale centralbankers deltagelse i gennemførelsen af foranstaltninger til styrkelse af den finansielle stabilitet skal være forenelig med traktaten, dvs. at de nationale centralbankers funktioner skal udføres på en måde, som er fuldt ud forenelig med deres funktionelle, institutionelle og finansielle uafhængighed for at sikre, at deres opgaver i henhold til traktaten og statutten udføres korrekt.^[36] I det omfang den nationale lovgivning tillægger en national centralbank en rolle, som går ud over de rådgivende funktioner, og kræver, at den påtager sig yderligere opgaver, skal det sikres, at disse opgaver ikke påvirker den nationale centralbanks mulighed for at udføre sine ESCB-relaterede opgaver ud fra et operationelt og finansielt synspunkt.^[37] Desuden skal inddragelsen af repræsentanter fra en national centralbank i kollegiale besluttende tilsynsorganer eller andre myndigheder tage tilstrækkeligt hensyn til værnet om den personlige uafhængighed for medlemmerne af den nationale centralbanks besluttende organer.^[38]

Forbud mod at godkende, suspendere, annullere eller udsætte beslutninger

Tredjeparts rettigheder med hensyn til at godkende, suspendere, annullere eller udsætte en national centralbanks beslutninger er uforenelige med traktaten og statutten, hvad angår ESCB-relaterede opgaver.^[39]

Forbud mod at censurere nationale centralbankers beslutninger af juridiske grunde

En ret for organer, der ikke er uafhængige domstole, til af juridiske grunde at censurere beslutninger i forbindelse med udførelsen af ESCB-relaterede opgaver er uforenelig med traktaten og statutten, idet udførelsen af disse opgaver ikke må revurderes på politisk niveau. En centralbankchefs ret til af juridiske grunde at suspendere gennemførelsen af en beslutning, der er vedtaget af ESCB's eller den nationale centralbanks besluttende organer, og efterfølgende forelægge den for de politiske myndigheder til endelig beslutning, ville svare til at søge instrukser fra tredjepart.

Forbud mod at deltage i nationale centralbankers besluttende organer med stemmeret

Tredjeparts repræsentanters deltagelse i en national centralbanks besluttende organ med stemmeret i anliggender, der vedrører den nationale centralbanks udførelse af ESCB-relaterede opgaver, er uforenelig med traktaten og statutten, også selvom stemmen ikke måtte være afgørende^[40]. Deltagelse selv uden stemmeret er uforenelig med traktaten og statutten, hvis en sådan deltagelse griber ind i de beslutningstagende organers udførelse af ESCB-relaterede opgaver eller bringer overholdelsen af ESCB's forskrifter om tavshedspligt i fare^[41].

Forbud mod ex ante-høring om en national centralbanks beslutning

En udtrykkelig statutmæssig forpligtelse om, at en national centralbank ex ante skal høre en tredjepart om en national centralbanks beslutning, giver tredjeparter en formel mekanisme til at øve indflydelse på den endelige beslutning, og en sådan statutmæssig forpligtelse er derfor uforenelig med traktaten og statutten.

Dialog mellem en national centralbank og tredjeparter, selv når den bygger på statutmæssige forpligtelser til at give oplysninger og udveksle synspunkter, er imidlertid forenelig med centralbankuafhængighed, forudsat at:

• det ikke berører uafhængigheden for medlemmerne af de nationale centralbankers besluttende organer,
• centralbankchefernes særlige status som medlemmer af ECB's beslutningstagende organer respekteres fuldt ud og
• kravene om tavshedspligt som følge af statutten overholdes.^[42]

Decharge vedrørende pligter for medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer

Statutmæssige bestemmelser om tredjeparts (fx regeringers) decharge vedrørende pligter, der relaterer sig til medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer (fx i forbindelse med regnskabsaflæggelse), bør indeholde passende beskyttende bestemmelser, der sikrer, at disse beføjelser ikke krænker de enkelte medlemmers mulighed for uafhængigt at vedtage beslutninger om ESCB-relaterede opgaver (eller gennemføre beslutninger, der er vedtaget på ESCB-niveau). Det anbefales at medtage en udtrykkelig bestemmelse herom i de nationale centralbankstatutter.

Personlig uafhængighed

Traktatens artikel 130 og statuttens artikel 7 og 14.2 sikrer centralbankuafhængigheden i forhold til centralbankchefer og medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer. Centralbankchefer er medlemmer af ECB's Generelle Råd, og de bliver medlemmer af Styrelsesrådet, når deres medlemsstater har indført euroen. Centralbankchefer kan ikke anses som repræsentanter for en medlemsstat, når de udfører deres opgaver som medlemmer af styrelsesrådet eller ECB’s Generelle Råd^[43]. Statuttens artikel 14.2 indeholder en bestemmelse om, at de nationale centralbankers statutter især skal sikre, at centralbankchefernes embedsperiode er mindst fem år. Artiklen beskytter desuden mod, at centralbankchefer afskediges på et vilkårligt grundlag, idet den fastsætter, at de kun kan afskediges, hvis de ikke længere opfylder de betingelser, som er nødvendige for udførelsen af deres pligter, eller hvis de har begået en alvorlig forseelse. I sådanne tilfælde giver statuttens artikel 14.2 mulighed for at indbringe sagen for Den Europæiske Unions Domstol, som har beføjelse til at omstøde den nationale afgørelse om at afskedige en centralbankchef.^[44] En suspension af en centralbankchef kan i realiteten svare til en afskedigelse af en centralbankchef i henhold til statuttens artikel 14.2.^[45] Nationale centralbankstatutter skal overholde denne bestemmelse som anført nedenfor.

Traktatens artikel 130 forbyder nationale regeringer eller andre organer at påvirke medlemmerne af de nationale centralbankers besluttende organer i udførelsen af deres opgaver. Navnlig må medlemslandene ikke søge at påvirke medlemmerne af de nationale centralbankers besluttende organer ved at ændre bestemmelser i den nationale lovgivning, der berører deres aflønning, og som i princippet kun bør finde anvendelse ved fremtidige udnævnelser.^[46]

Centralbankchefers embedsperiode

Nationale centralbankstatutter skal i overensstemmelse med statuttens artikel 14.2 angive en embedsperiode på mindst fem år for en centralbankchef. Dette udelukker ikke længere embedsperioder, og en tidsubegrænset embedsperiode kræver ikke en ændring af de nationale centralbankstatutter, forudsat at afskedigelsesgrundene for centralbankchefen er i overensstemmelse med statuttens artikel 14.2. Kortere embedsperioder er ikke mulige, også selvom de kun gælder for en overgangsperiode.^[47] National lovgivning, der fastsætter en obligatorisk pensionsalder, bør sikre, at pensionsalderen ikke afbryder den mindste embedsperiode fastsat i statuttens artikel 14.2, der har forrang for enhver obligatorisk pensionsalder, hvis denne finder anvendelse på en centralbankchef^[48]. Når nationale centralbankers statutter ændres, bør de ændrede statutter sikre centralbankchefens embedsperiode og embedsperioden for de øvrige medlemmer af de besluttende organer, som er involverede i opgaver, der vedrører ESCB^[49].

Afskedigelsesgrunde for centralbankchefer

De nationale centralbankers statutter skal sikre, at centralbankchefer ikke afskediges af andre grunde end dem, der er omhandlet i statuttens artikel 14.2. Formålet med kravet i denne artikel er at forhindre de myndigheder, der udnævner centralbankcheferne, især den relevante regering eller parlament, i vilkårligt at afskedige en centralbankchef. De nationale centralbankers statutter bør fjerne uforeneligheder med grundene til afskedigelse i statuttens artikel 14.2, eller undlade enhver omtale af afskedigelsesgrunde (da artikel 14.2 finder direkte anvendelse)^[50]. Når centralbankchefer er valgt eller udnævnt, kan disse ikke afskediges af andre grunde end dem, der fremgår af statuttens artikel 14.2, heller ikke selvom de endnu ikke måtte have tiltrådt deres stilling. Da begrundelserne for at afskedige en centralbankchef er selvstændige begreber i EU-lovgivningen, afhænger anvendelsen og fortolkningen af dem ikke af en national sammenhæng^[51]. I sidste ende tilkommer det Den Europæiske Unions Domstol at fortolke disse begreber i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til statuttens artikel 14.2, stk. 2^[52].

Sikkerhed i embedet og afskedigelsesgrunde for medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer, som ikke er centralbankchefer, og som deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver

Når de samme regler om sikkerhed i embedet og afskedigelsesgrunde, som gælder for centralbankchefer, gælder for andre medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer, der deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, sikrer det også disse personers personlige uafhængighed.^[53] Traktatens artikel 130 og statuttens artikel 7 henviser til "medlemmerne af de nationale centralbankers besluttende organer" og ikke specifikt til centralbankchefer. Det gælder især, hvor en centralbankchef er den "første blandt ligemænd" blandt kolleger med tilsvarende stemmerettigheder, eller hvor sådanne andre medlemmer deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver.

Prøvelsesret

For at begrænse muligheden for politisk skøn i forbindelse med vurderingen af afskedigelsesgrunde skal centralbankchefer såvel som andre medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer have ret til at indbringe enhver beslutning om at afskedige dem for en uafhængig domstol.

Ifølge statuttens artikel 14.2 kan en centralbankchef, som er blevet afskediget, indbringe denne beslutning for Den Europæiske Unions Domstol. Den Europæiske Unions Domstol har beføjelsen til at annullere den nationale afskedigelsesforanstaltning, hvis den findes at være i strid med EU-lovgivningen.

På grundlag af traktatens artikel 130 og statuttens artikel 7 bør national lovgivning indeholde bestemmelser om retten til at få prøvet en beslutning om afskedigelse af medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer (bortset fra centralbankchefer), som er involveret i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, ved de nationale domstole.^[54] Denne ret kan enten fremgå af de almindelige retsregler eller i form af en særskilt bestemmelse i den nationale centralbanks statutter. Selvom denne ret allerede gælder i kraft af de almindelige retsregler, er det af hensyn til retlig klarhed tilrådeligt at foreskrive denne prøvelsesret særskilt.

Beskyttelse mod interessekonflikter

Personlig uafhængighed betyder også sikring af, at der ikke opstår interessekonflikter mellem de forpligtelser, som medlemmerne af en national centralbanks besluttende organer, der deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, har i forhold til den pågældende nationale centralbank (og som centralbankchefen har også i forhold til ECB), og andre funktioner, som sådanne medlemmer af besluttende organer kan udøve, og som kan bringe deres personlige uafhængighed i fare^[55]. I princippet er medlemskab af et besluttende organ, der deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, uforeneligt med udførelsen af andre funktioner, som vil kunne skabe en interessekonflikt. Navnlig må medlemmerne af de besluttende organer ikke have et embede eller en interesse, som kan påvirke deres aktiviteter, hvad enten det er via et embede i statens udøvende eller lovgivende sektorer eller i regional- eller lokaladministrationen, eller som tilknyttet en virksomhed. Især bør potentielle interessekonflikter forhindres, hvad angår eksterne medlemmer af de besluttende organer.

Finansiel uafhængighed

Det ville gå ud over de nationale centralbankers generelle uafhængighed, hvis de ikke kan råde selvstændigt over tilstrækkelige finansielle ressourcer til at opfylde deres mandat, dvs. udføre de ESCB-relaterede opgaver, der kræves af dem i henhold til traktaten og statutten.^[56]

Medlemsstaterne må ikke sætte deres nationale centralbank i den situation, at den ikke har tilstrækkelige finansielle ressourcer eller nettoaktiver^[57] til at udføre sine ESCB- eller Eurosystem-relaterede opgaver. Dette ville f.eks. være tilfældet, hvis en national centralbank var afskåret fra at opbygge tilstrækkelige finansielle ressourcer i form af reserver eller buffere til at dække tab, navnlig som følge af pengepolitiske operationer, og den pågældende medlemsstat ikke på forhånd sikrede, at den nationale centralbank havde de nødvendige midler til at bære den finansielle byrde, som følger af udøvelsen af en funktion uden for ESCB's rammer (f.eks. de midler, der er nødvendige for at kunne betale erstatningen fra ansvarsordningen for denne funktion), samtidig med at den bevarer sin evne til at udføre sine ESCB-opgaver effektivt og uafhængigt^[58]. Det skal bemærkes, at statuttens artikel 28.1 og 30.4 indeholder bestemmelser om muligheden for, at ECB anmoder om yderligere bidrag fra de nationale centralbanker til ECB's kapital og foretager yderligere overførsler af valutareserver^[59]. Endvidere fastsætter statuttens artikel 33.2^[60], at hvis ECB lider et tab, som ikke helt kan udlignes af ECB's almindelige reservefond, kan ECB's styrelsesråd beslutte at udligne det resterende tab med de monetære indtægter i det pågældende regnskabsår i forhold til og op til de beløb, der fordeles mellem de nationale centralbanker. Princippet om finansiel afhængighed kræver, at overholdelse af disse bestemmelser ikke indskrænker en national centralbanks mulighed for at udføre sine funktioner.

Af alle de ovenfor nævnte grunde indebærer finansiel uafhængighed også, at en national centralbank altid skal være tilstrækkeligt kapitaliseret. Navnlig bør situationer undgås, hvor en national centralbanks nettoformue over en længere periode er mindre end dens lovmæssige kapitalkrav eller endog negativ, herunder hvor tab, der overstiger størrelsen af dens kapital og reserver, overføres.^[61] Sådanne situationer kan have en negativ indflydelse på den nationale centralbanks mulighed for at udføre ikke kun sine ESCB-relaterede opgaver. En sådan situation kan desuden påvirke troværdigheden af Eurosystemets monetære politik. Såfremt en national centralbanks nettoformue bliver mindre end dens lovmæssige kapitalkrav eller endog negativ, vil det derfor være nødvendigt, at det pågældende medlemsland inden for en rimelig tid forsyner den nationale centralbank med kapital af passende størrelse, således at den mindst opfylder det lovmæssige kapitalkrav, for at overholde princippet om finansiel uafhængighed. Hvad angår ECB, er betydningen af dette spørgsmål allerede anerkendt af Rådet i forbindelse med vedtagelsen af Rådets forordning (EF) nr.1009/2000 af 8. maj 2000 om kapitaludvidelser i Den Europæiske Centralbank.^[62] Forordningen gjorde det muligt for ECB's styrelsesråd at træffe beslutning om en faktisk udvidelse af ECB's kapital for at opretholde et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at kunne understøtte ECB's transaktioner.^[63] De nationale centralbanker bør have et finansielt beredskab, der gør det muligt for dem at efterleve en sådan beslutning fra ECB.

Begrebet finansiel uafhængighed bør vurderes ud fra, om en tredjepart direkte eller indirekte kan øve indflydelse ikke kun på den nationale centralbanks ESCB-relaterede funktioner, men også på dens muligheder for at opfylde sit mandat med hensyn til finansielle ressourcer. De nedenfor beskrevne forhold i forbindelse med finansiel uafhængighed er særligt relevante i denne henseende.^[64] De nationale centralbanker er særlig sårbare over for ekstern indflydelse på disse områder.

Fastlæggelse af budget

Hvis en tredjepart har beføjelser til at fastlægge eller øve indflydelse på en national centralbanks budget, er det uforeneligt med finansiel uafhængighed, medmindre loven fastsætter en beskyttelsesklausul, hvorefter en sådan beføjelse ikke berører de finansielle midler, som er nødvendige for, at den nationale centralbank kan udføre sine ESCB-relaterede opgaver.^[65]

Regnskabsregler

Regnskabet skal udarbejdes i overensstemmelse med de almindeligt anerkendte regnskabsregler eller regler fastsat af den nationale centralbanks besluttende organer. Hvis disse regler er fastsat af tredjepart, bør de i det mindste tage højde for forslag fra den nationale centralbanks besluttende organer.

Årsregnskabet skal godkendes af den nationale centralbanks besluttende organer bistået af uafhængige revisorer og skal eventuelt ex post-godkendes af tredjepart (fx regering eller parlament). Desuden skal den nationale centralbanks besluttende organer uafhængigt og professionelt kunne træffe beslutning om beregningen af overskud.

Hvis en national centralbanks funktioner er underlagt kontrol ved et statsligt revisionsorgan eller lignende, der har til opgave at kontrollere anvendelsen af de offentlige finanser, bør kontrollens omfang være klart defineret i lovgivningen^[66] uden at berøre de aktiviteter, der udføres af den nationale centralbanks uafhængige eksterne revisor^[67], og i tråd med princippet om institutionel uafhængighed være foreneligt med forbuddet mod at udstede instrukser til den nationale centralbank og de besluttende organer og ikke gribe ind i den nationale centralbanks ESCB-relaterede opgaver.^[68] Den statslige revision bør gennemføres på et upolitisk, uafhængigt og rent professionelt grundlag.^[69]

Fordeling af overskud, de nationale centralbankers kapital og finansielle bestemmelser

En national centralbanks statutter kan foreskrive, hvordan dens overskud skal fordeles. Hvis sådanne bestemmelser ikke findes, skal beslutningerne om fordelingen af overskuddet træffes af den nationale centralbanks besluttende organer på et professionelt grundlag og må ikke gøres til genstand for tredjeparts skøn, medmindre der foreligger en udtrykkelig beskyttelsesklausul, som angiver, at dette sker uden at berøre de finansielle midler, som er nødvendige for, at den nationale centralbank kan udføre ESCB-relaterede opgaver^[70].

Overskud kan kun overføres til statsbudgettet, efter at akkumulerede tab fra tidligere år er blevet dækket, og efter at de finansielle bestemmelser, som måtte anses for at være nødvendige for at sikre realværdien af den nationale centralbanks kapital og aktiver, er udarbejdet^[71]. Retlige reguleringer, der gennemføres midlertidigt eller ad hoc, og som udgør instrukser til de nationale centralbanker med hensyn til fordelingen af deres overskud er ikke tilladt.^[72] På tilsvarende måde vil beskatning af en national centralbanks urealiserede kapitalgevinster også svække princippet om finansiel uafhængighed^[73].

Formålet skal være at sikre, at den nationale centralbank bevarer tilstrækkelige finansielle midler til at opfylde sit mandat som medlem af ESCB i henhold til traktatens artikel 127, stk. 2. Af samme årsag bør en ændring af reglerne om fordeling af en national centralbanks overskud kun iværksættes og besluttes i tæt samarbejde med den nationale centralbank, som har de bedste forudsætninger for at vurdere, hvilken reservekapital der kræves.^[74] Hvad angår finansielle reserver eller buffere, skal de nationale centralbanker have frihed til uafhængigt at oparbejde finansielle reserver til beskyttelse af realværdien af deres kapital og aktiver. Medlemslandene må heller ikke hindre de nationale centralbanker i at opbygge deres reservekapital til det niveau, der er nødvendigt for, at en national centralbank i ESCB kan udføre sine opgaver.^[75]

Tilsynsmyndighedernes finansielle ansvar

De fleste medlemsstater placerer den finansielle tilsynsmyndighed hos deres nationale centralbank. Dette er uproblematisk, hvis disse myndigheder er underlagt den nationale centralbanks uafhængige beslutningsproces. Hvis lovgivningen derimod fastsætter, at tilsynsmyndigheden skal være underlagt en særskilt beslutningsproces, er det vigtigt at sikre, at myndighedens beslutninger ikke bringer den nationale centralbanks økonomi som helhed i fare. I sådanne tilfælde bør den nationale lovgivning give den nationale centralbank mulighed for at udøve endelig kontrol med de af tilsynsmyndighedernes beslutninger, som kan påvirke den nationale centralbanks uafhængighed, især dens finansielle uafhængighed.^[76]

Selvstændighed vedrørende personaleforhold

Et medlemsland må ikke begrænse den nationale centralbanks mulighed for at kunne ansætte og fastholde de kvalificerede ansatte, som er nødvendige for, at centralbanken uafhængigt kan udføre de opgaver, som den er tillagt i henhold til traktaten og statutten.^[77] En national centralbank må heller ikke bringes i en situation, hvor den ikke har nogen eller kun begrænset ledelsesret i forhold til de ansatte, eller hvor et medlemslands regering har mulighed for at påvirke dens personalepolitik.^[78] Enhver ændring af retsforskrifterne om aflønning af medlemmerne af den nationale centralbanks besluttende organer og dens ansatte bør foretages i tæt og effektivt samarbejde med den nationale centralbank^[79] og tage højde for dens synspunkter, for at sikre, at den nationale centralbank fortsat kan udføre sine opgaver uafhængigt.^[80] Selvstændighed vedrørende personaleforhold gælder også pensionsordninger for de ansatte. Ændringer, der medfører en reduktion af aflønningen af medarbejderne i den nationale centralbank, bør ikke gribe ind i den pågældende nationale centralbanks beføjelser til at administrere sine egne finansielle ressourcer, herunder midler der hidrører fra reduktioner i de lønninger, som den betaler.^[81]

Ejerskab og ejendomsrettigheder

En tredjeparts ret til at intervenere eller udstede instrukser til en national centralbank med hensyn til ejendom, som indehaves af en national centralbank, er uforenelig med princippet om økonomisk uafhængighed.

2.2.4 Fortrolighed

Forpligtelsen til tavshedspligt for ECB's ansatte og de ansatte i de nationale centralbanker, samt for medlemmerne af ECB's og de nationale centralbankers ledende organer i henhold til statuttens artikel 37 kan give anledning til lignende bestemmelser i de nationale centralbankers statutter eller medlemsstaternes lovgivning. EU-rettens forrang, som også gælder regler vedtaget i henhold hertil, betyder også, at national lovgivning om tredjeparts adgang til dokumenter bør opfylde de relevante EU-retlige bestemmelser, herunder statuttens artikel 37, og må ikke krænke ESCB's forskrifter om tavshedspligt.^[82] Statslige revisionsorganer eller tilsvarende organers adgang til de nationale centralbankers fortrolige informationer og dokumenter skal være begrænset til, hvad der er nødvendigt for at organet, som har modtaget informationen, kan udføre sine lovpligtige opgaver, og må ikke berøre ESCB's uafhængighed og forskrifter om tavshedspligt, som gælder for de nationale centralbankers besluttende organer og medarbejdere.^[83] De nationale centralbanker skal sikre, at sådanne organer beskytter de fortrolige oplysninger og dokumenter, som de indrømmes adgang til, på et niveau, som svarer til det niveau, den nationale centralbank selv opfylder.

2.2.5 Forbud mod monetær finansiering og privilegeret adgang

For så vidt angår forbuddet mod monetær finansiering og forbuddet mod privilegeret adgang skulle den nationale lovgivning i de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004, 2007 eller 2013, tilpasses, så den overholder de relevante bestemmelser i traktaten og statutten, med virkning fra henholdsvis 1. maj 2004, 1. januar 2007 og 1. juli 2013. I Sverige skulle de krævede tilpasninger være trådt i kraft 1. januar 1995.

Forbud mod monetær finansiering

Traktatens artikel 123, stk. 1, indeholder et forbud mod, at ECB og de nationale centralbanker giver EU's institutioner, organer, kontorer eller agenturer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i medlemsstaterne mulighed for at foretage overtræk eller yder dem andre former for kreditfaciliteter.

Artiklen indeholder også et forbud mod ECB's og de nationale centralbankers direkte opkøb af gældsinstrumenter udstedt af disse offentlige enheder. Traktaten indeholder én undtagelse fra forbuddet mod monetær finansiering. Det gælder ikke for offentligt ejede kreditinstitutter, som i forbindelse med tilførslen af reserver fra centralbankernes side skal behandles på samme måde som private kreditinstitutter (traktatens artikel 123, stk. 2). Det nøjagtige anvendelsesområde for forbuddet mod monetær finansiering er yderligere præciseret i Rådets forordning (EF) nr. 3603/93 af 13. december 1993 om fastlæggelse af definitioner med henblik på gennemførelsen af forbuddene i artikel 104 og 104 B, stk. 1, i traktaten^[84], hvori det præciseres, at forbuddet omfatter al finansiering af den offentlige sektors forpligtelser over for tredjemand.

Forbuddet mod monetær finansiering har til formål at tilskynde medlemsstaterne til at føre en sund budgetpolitik, som ikke muliggør, at monetær finansiering af offentlige underskud eller offentlige myndigheders privilegerede adgang til finansielle markeder fører til et uforholdsmæssigt højt gældsniveau eller uforholdsmæssigt store underskud i medlemslandet^[85]. Derfor skal forbuddet for tolkes vidt for at sikre en nøje gennemførelse heraf, og kun med visse begrænsede undtagelser i henhold til traktatens artikel 123, stk. 2, og Rådets forordning (EF) nr. 3603/93. Selvom traktatens artikel 123, stk. 1, henviser specifikt til "kreditfaciliteter", dvs. med en forpligtelse til at tilbagebetale midlerne, kan forbuddet derfor anvendes a fortiori på andre former for finansiering, dvs. uden en forpligtelse til at betale tilbage.

ECB's generelle holdning med hensyn til den nationale lovgivnings forenelighed med forbuddet er hovedsagelig udviklet inden for rammerne af medlemsstaternes høringer af ECB vedrørende udkast til nationale retsforskrifter i henhold til traktatens artikel 127, stk. 4, og 282, stk. 5^[86].

National lovgivning vedrørende anvendelsesområdet for forbuddet mod monetær finansiering

National lovgivning må ikke begrænse anvendelsesområdet for forbuddet mod monetær finansiering eller udvide undtagelserne i henhold til EU-retten. For eksempel er national lovgivning, hvorefter den nationale centralbank forventes at finansiere et medlemslands finansielle forpligtelser over for internationale finansielle institutioner eller tredjelande, i princippet uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering. Som en undtagelse er det i henhold til forordning (EF) nr. 3603/93 muligt for de nationale centralbanker at finansiere den offentlige sektors forpligtelser over for IMF under forudsætning af, at den resulterer i udenlandske fordringer, der har alle de samme karakteristika som reserveaktiver.^[87] Den relevante karakteristika, der bestemmer fordringernes reserveaktivkvalitet, vedrører deres tilgængelighed til efter anmodning at kunne opfylde behov for betalingsbalancefinansiering og lignende, hvilket indebærer, at kreditkvaliteten og fordringernes likviditet skal sikres.^[88]

National lovgivning, der overdrager opgaver til nationale centralbanker

National lovgivning, der pålægger de nationale centralbanker opgaver, må ikke medføre finansiering af den offentlige sektors forpligtelser over for tredjepart. I henhold til artikel 14.4 i statutten kan nationale centralbanker udføre funktioner, som ikke er nævnt i statutten, medmindre Styrelsesrådet mener, at disse funktioner strider mod ESCB’s mål og opgaver. Hvis en medlemsstat overdrager en sådan funktion til sin nationale centralbank, er den pågældende nationale centralbank ansvarlig for udførelsen af denne funktion. Ved fastsættelsen af en national centralbanks forpligtelser og ansvar for denne funktion skal medlemsstaterne dog opfylde deres forpligtelser i henhold til EU-retten, navnlig traktatens artikel 123, stk. 1^[89].

I artikel 1, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 3603/93 defineres begrebet "andre former for kreditfaciliteter" i traktatens artikel 123 som bl.a. finansiering af den offentlige sektors forpligtelser over for tredjemand. Den pågældende nationale centralbank må derfor ikke påtage sig forpligtelser over for tredjemand, som potentielt kunne påhvile den offentlige sektor. Den pågældende nationale centralbank må derfor ikke finansiere allerede eksisterende forpligtelser over for tredjemand, som påhviler andre offentlige myndigheder eller organer, og den pågældende nationale centralbanks faktiske finansiering af forpligtelserne over for tredjemand må ikke være en direkte følge af andre offentlige myndigheders eller organers vedtagne foranstaltninger eller politiske beslutninger^[90].

Avanceret fordeling af centralbankernes overskud

National lovgivning må ikke kræve fordeling af centralbankens overskud, som ikke er blevet fuldt ud realiseret, bogført og revideret. For at overholde forbuddet mod monetær finansiering må beløb, der overføres til statsbudgettet i henhold til gældende regler om fordeling af overskud, hverken helt eller delvist udbetales fra den nationale centralbanks reservekapital. Reglerne om fordeling af overskud må derfor ikke berøre den nationale centralbanks reservekapital. Hvis aktiver fra en national centralbank overføres til staten, skal disse endvidere opgøres til markedsværdi, og overførslen skal ske samtidig med betalingen.^[91]

Indblanding i udførelsen af andre eurosystemopgaver, som fx forvaltningen af valutareserver ved at beskatte teoretiske eller urealiserede kapitalgevinster, er heller ikke tilladt, da dette vil medføre en form for centralbankkredit til den offentlige sektor gennem den førtidige fordeling af fremtidige og uvisse overskud.^[92]

Overtagelse af den offentlige sektors forpligtelser

National lovgivning, der medfører, at en national centralbank skal overtage et tidligere uafhængigt offentligt organs forpligtelser, som følge af en national omstrukturering af visse opgaver og pligter (fx i forbindelse med overførsel af visse tilsynsopgaver til den nationale centralbank, som tidligere blev udført af staten eller uafhængige offentlige myndigheder eller organer), uden fuldt ud at friholde den nationale centralbank for alle finansielle forpligtelser, der følger af organets tidligere opgaver, vil være uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering.^[93]

National lovgivning, der stiller en national centralbank til ansvar på grund af udførelsen af en opgave, som er overdraget til den i henhold til national lovgivning, påtager sig en allerede eksisterende forpligtelse over for tredjepart og er uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering, hvis de tredjeparter, som har lidt skade, ikke blev kompenseret som følge af den nationale centralbanks handlinger, dvs. den nationale centralbanks overtrædelse af de regler, som i den forbindelse er pålagt den nationale centralbank^[94]. I tilfælde af opgaver, der kræver gennemførelse af yderst komplekse og hastende foranstaltninger, f.eks. vedrørende omstrukturering eller afvikling af banker, vil national lovgivning, der holder en national centralbank ansvarlig på grund af udførelsen af sådanne opgaver, desuden udgøre en effektiv finansiering af forpligtelserne over for tredjemand, hvis den nationale centralbanks ansvar ikke er begrænset til overtrædelser af alvorlig karakter af de regler, som den er underlagt i den sammenhæng^[95].

Finansiel støtte til kreditinstitutter og/ eller finansielle institutioner

National lovgivning, hvorefter en national centralbank kan finansiere insolvente kreditinstitutter og/eller andre finansielle institutioner, er, selv hvis den tildeles uafhængigt og underlægges deres fulde skøn, uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering.

Det samme gør sig gældende ved Eurosystemets finansiering af et kreditinstitut, som er blevet rekapitaliseret for at genoprette dets solvens gennem direkte placeringer af gældsinstrumenter udstedt af staten, hvor der ikke eksisterer alternative markedsbaserede finansieringskilder (herefter "rekapitaliseringsobligationer"), og hvor sådanne obligationer anvendes som sikkerhed. I sådanne tilfælde hvor et kreditinstitut rekapitaliseres af staten ved direkte placeringer af rekapitaliseringsobligationer, rejser den efterfølgende anvendelse af rekapitaleringsobligationerne som sikkerhed ved likviditetsoperationer fra centralbanken monetære finansieringsspørgsmål.^[96] Likviditetsstøtte i nødsituationer, der ydes uafhængigt og efter en national centralbanks eget skøn til solvente kreditinstitutter på grundlag af sikkerhed i form af en statsgaranti, skal opfylde følgende kriterier: i) det skal sikres, at kreditten, som ydes af den nationale centralbank, er så kortvarig som muligt, ii) systemiske stabilitetsaspekter skal være i spil, iii) der må ikke være tvivl om den juridiske gyldighed og håndhævelsesmuligheden af statsgarantien i henhold til gældende national lovgivning, og iv) der må ikke være tvivl om statsgarantiens økonomiske tilstrækkelighed, som skal dække både lånets hovedstol og renter.^[97]

Finansiel støtte til afviklingsfonde eller finansielle ordninger og til indskuds- og investorgarantiordninger

En national centralbanks finansiering af en afviklingsfond eller en indskydergarantifond, der er et ”organ inden for den offentlige sektor” i henhold til traktatens artikel 123, stk. 1, er uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering. Et organ er ”inden for den offentlige sektor”, hvis det har samtlige følgende karakteristika: a) det er oprettet specielt med henblik på at opfylde almennyttige formål og har ikke industriel eller kommerciel karakter, b) det har status som juridisk person og c) det er tæt forbundet med de offentlige enheder omhandlet i traktatens artikel 123, stk. 1. Der anses for at være en tæt forbindelse, når et organ hovedsagelig finansieres af dem, er underlagt deres ledelsestilsyn eller har et administrativt eller ledelsesmæssigt råd eller tilsynsråd, hvor over halvdelen af medlemmerne er udnævnt af dem.^[98]

Selv hvis finansieringen ikke ydes til et "offentligretligt organ", er finansieringen af en afviklingsfond eller en finansiel ordning ikke i overensstemmelse med forbuddet mod monetær finansiering^[99]. Hvis en national centralbank er afviklingsmyndighed, bør den under ingen omstændigheder påtage sig eller finansiere forpligtelser fra hverken et overgangsinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab^[100]. I forbindelse hermed bør national lovgivning præcisere, at den nationale centralbank ikke påtager sig eller finansierer disse enheders forpligtelser.^[101]

I henhold til direktivet om indskudsgarantiordninger^[102] og direktivet om investorgarantiordninger^[103] skal udgifterne til finansiering af indskudsgarantiordninger og investorgarantiordninger afholdes af henholdsvis kreditinstitutterne og investeringsselskaberne selv. Med undtagelse af finansiering af et ”organ inden for den offentlige sektor” vil national lovgivning, hvorefter en national centralbank forventes at finansiere en national indskudsgarantiordning for kreditinstitutter eller en national investorgarantiordning for investeringsselskaber, kun være forenelig med forbuddet mod monetær finansiering, hvis den er af kort varighed, angår krisesituationer, involverer risiko for den systemiske stabilitet, og afgørelserne beror på den nationale centralbanks skøn.^[104] Navnlig bør støtte fra en centralbank til indskudsgarantiordninger ikke udgøre en systematisk forhåndsfinansierende operation.^[105]

Funktion som fiskal agent

Det fremgår af artikel 21.2 i statutten, at "ECB og de nationale centralbanker kan optræde som fiskal agent" for "Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i medlemsstaterne". Formålet med statuttens artikel 21.2 er efter overførsel af den pengepolitiske kompetence til Eurosystemet at præcisere, at de nationale centralbanker kan fortsætte med at udføre de opgaver som fiskal agent, som de traditionelt udførte for regeringer og andre offentlige enheder, uden dermed at overtræde forbuddet mod monetær finansiering. Forordning (EF) nr. 3603/93 opstiller derudover en række udtrykkelige og snævert definerede undtagelser fra forbuddet mod monetær finansiering i tilknytning til funktionen som fiskal agent: i) intradag-kreditter til den offentlige sektor er tilladt, hvis de er begrænset til den pågældende dag, og forlængelse ikke er mulig^[106], ii) kreditering af den offentlige sektors konto med checks, der er udstedt af tredjepart, før trassatbanken er debiteret, er tilladt, såfremt et fastsat tidsrum, der svarer til den tid, der normalt forløber ved en national centralbanks inkassering af checks, er forløbet efter modtagelsen af checken og på betingelse af, at en eventuel strøm, der kan opstå, er af ekstraordinær karakter, udgør et lille beløb og bliver udlignet på kort sigt^[107] og iii) en beholdning af mønter, der er udstedt af og krediteret den offentlige sektor er tilladt, såfremt størrelsen af sådanne aktiver ikke overstiger 10 pct. af de mønter, som er i omløb.^[108]

National lovgivning om funktionen som fiskal agent bør være i overensstemmelse med EU-lovgivningen i almindelighed og med forbuddet mod monetær finansiering i særdeleshed.^[109] Under hensyn til den udtrykkelige anerkendelse i statuttens artikel 21.2 af udførelsen af opgaver som fiskal agent, som er en lovlig funktion, der traditionelt udføres af den nationale centralbank, overholder centralbankernes udførelse af opgaver som fiskal agent forbuddet mod monetær finansiering, forudsat at sådanne opgaver forbliver inden for området for funktionen som fiskal agent og ikke udgør en centralbanks finansiering af den offentlige sektors forpligtelser over for tredjepart eller centralbankkredit til den offentlige sektor uden for de snævert definerede undtagelser i forordning (EF) nr. 3603/93^[110]. Der er intet retligt problem i, at en national centralbank fører og forrenter indskudskonti for staten, såfremt forrentningen ikke fører til ydelse af kredit, herunder dag-til-dag overtræk. Der vil dog kunne opstå et spørgsmål om overholdelse af forbuddet mod monetær finansiering, hvis fx indskud eller saldi på foliokonti i henhold til national lovgivning forrentes over markedsrenten i stedet for til eller under markedsrenten. En rentemargin over markedsrenten udgør en de facto-kredit, som strider imod det økonomiske formål bag forbuddet mod monetær finansiering, og kan dermed undergrave det formål. Det er i forbindelse med forrentningen af enhver konto vigtigt, at markedsparametrene afspejles, og det er særlig vigtigt, at renten, som indskuddene forrentes med, korrelerer med løbetiden.^[111] En national centralbanks udførelse af opgaver som fiskal agent uden tilskrivning af renter giver endvidere ikke anledning til bekymringer om monetær finansiering, forudsat at det er kerneopgaver, der normalt udføres af en fiskal agent.^[112]

Forbud mod privilegeret adgang

Det følger af traktatens artikel 124, at "[e]nhver foranstaltning, der ikke er baseret på tilsynsmæssige hensyn, og hvorved der gives EU-institutioner, -organer, -kontorer eller -agenturer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i medlemsstaterne privilegeret adgang til finansielle institutioner, er forbudt." Som det var tilfældet med forbuddet mod monetær finansiering, skal forbuddet mod privilegeret adgang tilskynde medlemslandet til at føre en sund budgetpolitik, som ikke muliggør, at (monetær finansiering af offentlige underskud eller) offentlige myndigheders privilegerede adgang til finansielle markeder fører til et uforholdsmæssigt højt gældsniveau eller uforholdsmæssigt store underskud i medlemslandet^[113].

I henhold til artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 3604/93^[114] forstås der ved privilegeret adgang enhver lov eller administrativ bestemmelse eller enhver bindende retsakt vedtaget som led i udøvelsen af offentlig myndighed, som: a) forpligter finansielle institutioner til at erhverve eller ligge inde med fordringer på EU-institutioner eller -organer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i medlemsstaterne, eller b) medfører skatte- eller afgiftsmæssige fordele, som kun kan komme finansielle institutioner til gode, eller medfører økonomiske fordele, som ikke stemmer overens med markedsøkonomiske principper, med sigte på at fremme, at de finansielle institutioner erhverver eller besidder fordringer af nævnte art.

I deres egenskab af offentlig myndighed må nationale centralbanker ikke træffe foranstaltninger, hvorved den offentlige sektor giver privilegeret adgang til finansielle institutioner, medmindre disse foranstaltninger er baseret på tilsynsmæssige hensyn. Endvidere må reglerne for tilvejebringelse eller pantsætning af gældsinstrumenter, som er fastsat af de nationale centralbanker, ikke benyttes til at omgå forbuddet mod privilegeret adgang.^[115] Medlemslandenes lovgivning på dette område må ikke indføre en sådan privilegeret adgang.

Artikel 2 i forordning (EF) nr. 3604/93 definerer "tilsynsmæssige hensyn" som de hensyn, der danner grundlaget for de nationale love og administrative bestemmelser eller foranstaltninger, der er baseret på eller er forenelige med EU-retten, og som tager sigte på at fremme de enkelte finansielle institutioners soliditet for derved at styrke stabiliteten i det finansielle system som helhed og beskytte de finansielle institutioners kunder. De tilsynsmæssige hensyn skal sikre bankers solvens i forhold til deres indskydere^[116]. Inden for det prudentielle tilsyn er der ved afledt EU-ret fastsat en række krav, der skal sikre kreditinstitutternes soliditet^[117]. Et "kreditinstitut" defineres som en virksomhed, hvis aktivitet består i fra offentligheden at tage imod indskud eller andre midler, der skal tilbagebetales, samt i at yde lån for egen regning^[118]. I tillæg hertil kræves der for kreditinstitutter, der ofte benævnes som "banker", en tilladelse fra den kompetente myndighed i et medlemsland, for at instituttet kan levere tjenesteydelser^[119].

Selvom mindstereserver kan opfattes som en del af de tilsynsmæssige krav, udgør de en del af en national centralbanks operationelle rammer og anvendes som et pengepolitisk redskab i de fleste økonomier, herunder i euroområdet.^[120] I denne henseende fastsætter afsnit 2 i bilag I til retningslinje ECB/2014/60^[121], at Eurosystemets reservekravsystem hovedsagelig har som mål at stabilisere pengemarkedsrenten og skabe (eller forøge) et strukturelt likviditetsunderskud.^[122] ECB kræver, at kreditinstitutter, der er etableret i euroområdet, holder de påkrævede mindstereserver (i form af indskud) på konti hos deres nationale centralbank.^[123]

I denne rapport fokuseres på foreneligheden af både national lovgivning eller regler vedtaget af de nationale centralbanker samt de nationale centralbankers statutter med traktatens forbud mod privilegeret adgang. Denne rapport indeholder dog ikke en vurdering af, om love, regler eller administrative bestemmelser i medlemslandene under dække af tilsynsmæssige hensyn benyttes til at omgå forbuddet mod privilegeret adgang. En sådan vurdering ligger uden for rammerne af denne rapport.

2.2.6 Ensartet stavemåde for euro

Det fremgår af artikel 3, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union, at "Unionen opretter en økonomisk og monetær union, der har euroen som valuta". I traktatteksterne skrevet på de autentiske sprog, som bruger det latinske alfabet, er euro konsekvent skrevet i nominativ ental som "euro". I den tekst, som er skrevet med det græske alfabet, staves euro "ευρώ" og i teksten skrevet med det kyrilliske alfabet staves ordet euro "евро"^[124]. I overensstemmelse hermed slår Rådets forordning (EF) nr.974/98 af 3. maj 1998 om indførelse af euroen^[125] fast, at navnet på den fælles valuta skal være det samme på alle de officielle sprog i Den Europæiske Union, idet der dog tages hensyn til de forskellige alfabeter. I traktaterne kræves der således, at ordet "euro" staves på samme måde i nominativ ental i alle Unionens og de nationale lovbestemmelser, idet der dog tages hensyn til de forskellige alfabeter.

Som følge af EU's enekompetence til at bestemme navnet for den fælles valuta er enhver afvigelse fra denne regel uforenelig med traktaten og bør fjernes.^[126] Mens dette princip gælder for al national lovgivning, vedrører vurderingen i landekapitlerne først og fremmest de nationale centralbankers statutter og lovgivning om indførelse af euroen.

2.2.7 De nationale centralbankers juridiske integration i Eurosystemet

Bestemmelser i national lovgivning (især en national centralbanks statut, men også anden lovgivning), som kan udgøre en hindring for udførelsen af opgaver i forbindelse med Eurosystemet eller efterlevelse af ECB's beslutninger, er uforenelige med Eurosystemets effektive funktion, når den pågældende medlemsstat har indført euroen. National lovgivning skal derfor tilpasses for at sikre forenelighed med traktaten og statutten med hensyn til opgaver i forbindelse med Eurosystemet. For at opfylde kravet i traktatens artikel 131 skulle de nationale lovgivningsprocedurer tilpasses således, at den nationale lovgivnings forenelighed var sikret senest på tidspunktet for ESCB's oprettelse (for så vidt angår Sverige) og 1. maj 2004, 1. januar 2007 og 1. juli 2013 (for så vidt angår de medlemsstater, som på denne dato blev optaget i EU). Sådanne lovkrav vedrørende en national centralbanks fulde juridiske integration i Eurosystemet behøver dog først at træde i kraft fra det tidspunkt, hvor den nationale centralbank er fuldt integreret, dvs. for en medlemsstat med dispensation den dato, hvor landet indfører euroen.

De vigtigste områder, der behandles i denne rapport, er områder, hvor bestemmelser i statutterne kan hindre de nationale centralbanker i at efterleve Eurosystemets krav. Det kunne fx være bestemmelser, der a) kunne hindre de nationale centralbanker i at deltage i gennemførelsen af den fælles pengepolitik, som fastsat af ECB's besluttende organer, eller b) som kunne hindre en centralbankchef i at opfylde sine pligter som medlem af ECB's styrelsesråd, eller c) som ikke anerkender ECB's særlige beføjelser, eller d) som ikke anerkender, at enekompetencen med hensyn til ESCB-relaterede opgaver i de medlemsstater, der har euroen som valuta, uigenkaldeligt er blevet overdraget til Unionen,^[127] eller e) i henhold til hvilke de nationale centralbanker i udførelsen af deres ESCB-relaterede opgaver er bundet af nationale myndigheders beslutninger, som er i strid med ECB's retsakter. Der sondres mellem mål for den økonomiske politik, opgaver, finansielle bestemmelser, valutakurspolitik og internationalt samarbejde. Endelig omtales andre områder, hvor det kan være nødvendigt at tilpasse de nationale centralbankers statutter.

Mål for den økonomiske politik

En national centralbanks fulde integration i Eurosystemet forudsætter, at dens formålsbestemmelser er i overensstemmelse med ESCB's mål som fastsat i statuttens artikel 2. Det betyder bl.a., at der skal ske en tilpasning af formålsbestemmelser med et "nationalt præg" - f.eks. skal bestemmelser i statutterne, der henviser til en pligt til at føre pengepolitik inden for rammerne af det pågældende medlemslands generelle økonomiske politik, tilpasses. Endvidere skal en national centralbanks sekundære mål være konsistente og må ikke gribe ind i dens forpligtelse til at støtte de generelle økonomiske politikker inden for EU med henblik på at bidrage til gennemførelsen af EU's mål som fastsat i artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union, hvilket i sig selv er et mål, der ikke berører hovedmålet om at fastholde prisstabilitet.^[128]

Opgaver

Opgaverne for en national centralbank i et medlemsland, som har indført euroen, er overvejende bestemt af traktaten og statutten, henset til den nationale centralbanks status som en integreret del af Eurosystemet. Med henblik på at opfylde traktatens artikel 131 skal bestemmelser om opgaver i de nationale centralbankstatutter derfor sammenholdes med de relevante bestemmelser i traktaten og statutten, og en eventuel uforenelighed skal fjernes.^[129] Det gælder enhver bestemmelse, der efter indførelsen af euroen og integrationen i Eurosystemet kan udgøre en hindring for udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, og navnlig bestemmelser, som ikke anerkender ESCB's kompetenceområder i henhold til statuttens kapitel IV.

Nationale pengepolitiske bestemmelser skal anerkende, at EU's pengepolitik er en opgave, som skal udføres af Eurosystemet.^[130] De nationale centralbankers statutter kan indeholde bestemmelser om pengepolitiske instrumenter. Sådanne bestemmelser skal svare til de tilsvarende bestemmelser i traktaten og statutten, og enhver uoverensstemmelse skal fjernes med henblik på at opfylde traktatens artikel 131.

Overvågning af den fiskale udvikling er en opgave, som den nationale centralbank udfører regelmæssigt for at kunne vurdere, hvilken pengepolitisk stilling der skal tages. De nationale centralbanker kan også fremlægge deres holdninger om relevante fiskale udviklinger på baggrund af deres overvågningsaktiviteter og uafhængige rådgivning, med henblik på at bidrage til at Den Europæiske Monetære Union fungerer korrekt. En national centralbanks overvågning af den fiskale udvikling med henblik på pengepolitikken bør være baseret på fuld adgang til alle relevante data for de offentlige finanser. I overensstemmelse hermed bør de nationale centralbanker tildeles ubetinget, rettidig og automatisk adgang til alle relevante statistikker for de offentlige finanser. Den nationale centralbanks rolle bør dog ikke gå videre end overvågningen af aktiviteter, der er et resultat af eller forbundet - direkte eller indirekte - med udførelsen af deres pengepolitiske mandat^[131]. En national centralbanks formelle mandat til at vurdere prognoser og budgetudviklinger medfører en rolle for den nationale centralbank (og det tilsvarende ansvar herfor) i finanspolitikken, som kan risikere at underminere udførelsen af Eurosystemets pengepolitiske mandat og den nationale centralbanks uafhængighed^[132].

I sammenhæng med nationale lovgivningsinitiativer for at imødegå uroen på de finansielle markeder har ECB påpeget, at enhver forvridning på de nationale pengemarkeder i euroområdet bør undgås, da den vil kunne svække gennemførelsen af den fælles pengepolitik. Dette gælder navnlig forlængelsen af statsgarantier til at dække interbankindskud^[133].

Medlemsstaterne skal sikre, at nationale tiltag på lovgivningsområdet til løsning af virksomheders og erhvervsdrivendes likviditetsproblemer, fx deres gæld til de finansielle institutioner, ikke påvirker likviditeten på markedet negativt. Tiltagene må navnlig ikke være i uoverensstemmelse med princippet om en åben markedsøkonomi, som det fremgår af artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union, da dette kan hæmme kreditstrømmen og påvirke de finansielle institutioner og markeders stabilitet i væsentlig grad og dermed påvirke udførelsen af Eurosystemets opgaver^[134].

National lovgivning, som giver en national centralbank eneret til at udstede pengesedler, skal anerkende, at ECB's styrelsesråd efter euroens indførelse har eneret til at bemyndige udstedelse af eurosedler i henhold til traktatens artikel 128, stk. 1, og statuttens artikel 16^[135], mens retten til at udstede eurosedler tilkommer ECB og de nationale centralbanker. Når euroen er vedtaget, skal nationale bestemmelser, der giver regeringen mulighed for at øve indflydelse på forhold som pålydende værdi, produktion, omfang og inddragelse af sedler, også, alt efter omstændighederne, enten ophæves eller anerkende ECB's kompetence med hensyn til eurosedler som fastsat i traktatens og statuttens bestemmelser. Uanset ansvarsfordelingen mellem regering og national centralbank med hensyn til mønter skal de relevante bestemmelser anerkende ECB's beføjelse til at godkende omfanget af møntudstedelsen efter indførelse af euroen. Et medlemsland må ikke betragte seddel- og møntomløbet som den nationale centralbanks gæld til staten, da dette vil forfejle hensigten med en fælles valuta og være uforeneligt med kravene om juridisk integration i Eurosystemet.^[136]

Hvad angår forvaltningen af valutareserver,^[137] opfylder et medlemsland, som efter indførelsen af euroen ikke overfører sine officielle valutareserver^[138] til sin nationale centralbank, ikke traktaten. Det vil heller ikke være foreneligt med traktatens artikel 127, stk. 2, tredje led, hvis en tredjepart – fx regeringen eller parlamentet – har ret til at øve indflydelse på en national centralbanks beslutninger med hensyn til forvaltningen af de officielle valutareserver. Endvidere skal de nationale centralbanker overføre valutareserver til ECB i forhold til deres andel af ECB's kapital. Det betyder, at der ikke må være lovmæssige hindringer for, at en national centralbank kan overføre valutareserver til ECB.

Selvom forordninger, der er vedtaget i henhold til statuttens artikel 34.1 inden for statistikområdet, ikke medfører rettigheder eller forpligtelser for de medlemsstater, der ikke har indført euroen, finder statuttens artikel 5, som vedrører indsamlingen af statistiske oplysninger, anvendelse for alle medlemsstater, uanset om de har indført euroen eller ej. I overensstemmelse hermed er de medlemslande, der ikke har euroen som valuta, forpligtet til på nationalt plan at udforme og gennemføre alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre indsamlingen af den statistiske information, der er nødvendig for at opfylde ECB's statistiske rapporteringskrav^[139] og sikre rettidige forberedelser på statistikområdet med henblik på deres indførelse af euroen.^[140] National lovgivning, der fastsætter rammerne for samarbejde mellem de nationale centralbanker og de nationale statistikkontorer, bør garantere de nationale centralbankers uafhængighed i forbindelse med udførelsen af deres opgaver inden for ESCB's statistiske rammer.^[141]

Finansielle bestemmelser

De finansielle bestemmelser i statutten omfatter regler om regnskab^[142], revision^[143], kapitalindskud^[144], overførsel af valutareserver^[145] og fordeling af de monetære indtægter^[146]. Nationale centralbanker skal kunne opfylde deres forpligtelser i henhold til disse bestemmelser, og eventuelle uforenelige nationale bestemmelser skal derfor ophæves^[147].

Valutakurspolitik

Et medlemsland med dispensation kan bibeholde national lovgivning, hvorefter regeringen er ansvarlig for medlemslandets valutakurspolitik, og den nationale centralbank har en rådgivende og/ eller udøvende rolle. I forbindelse med indførelse af euroen skal en sådan lovgivning dog afspejle, at ansvaret for euroområdets valutakurspolitik er overført til EU i overensstemmelse med traktatens artikel 138 og 219.

Internationalt samarbejde

I forbindelse med indførelsen af euroen skal den nationale lovgivning være forenelig med statuttens artikel 6.1, som bestemmer, at det i spørgsmål om internationalt samarbejde, der involverer opgaver pålagt Eurosystemet, tilkommer ECB at beslutte, hvordan ESCB skal være repræsenteret. National lovgivning, der tillader den nationale centralbank at deltage i internationale monetære institutioner, skal være godkendt af ECB (statuttens artikel 6.2).

Øvrigt

Ud over ovennævnte forhold er der for visse medlemsstater også andre områder, hvor de nationale bestemmelser kræver tilpasning (fx inden for clearing- og betalingssystemer og udveksling af oplysninger).

3 Den økonomiske konvergens

Dette kapitel indeholder et horisontalt overblik. Nogle af de relevante faktorer for den samlede vurdering bliver ikke gennemgået her, men derimod i kapitel 4 og 5.

På grund af de udfordrende økonomiske forhold er der sket begrænsede fremskridt med hensyn til overholdelse af konvergenskriterierne siden ECB's konvergensrapport fra 2022. I alle seks lande, der er undersøgt i denne rapport, ligger HICP-inflationen over referenceværdien, og langt over den i fem lande (tabel 3.1). Siden april 2022 er 12-månedersgennemsnittet af de langfristede renteforskelle i forhold til euroområdet steget i ét land, faldet i fire lande og forblevet uændret i ét land. Ligesom i 2022 overholder tre lande ikke kriteriet vedrørende den langfristede rente, da deres rente ligger over referenceværdien. Valutaerne i nogle af de lande, der undersøges i denne rapport, har oplevet store udsving i forhold til euroen i de seneste par år. De offentlige finanser blev forbedret i de fleste lande efter covid-19-pandemien, da deres økonomier kom sig, og støtteforanstaltningerne i forbindelse med pandemien blev udfaset. I de fleste tilfælde ligger de offentlige underskud og gældskvoterne dog stadig over niveauet fra før pandemien, delvis på grund af de økonomiske konsekvenser af Ruslands krig mod Ukraine og de finanspolitiske foranstaltninger, der er truffet som reaktion på de deraf følgende høje energipriser.

I løbet af de sidste to år er EU blevet ramt af økonomiske konsekvenser af Ruslands invasion af Ukraine, som har ført til en betydelig svækkelse af den økonomiske aktivitet samt højere inflation. Siden begyndelsen af 2022 har Ruslands krig mod Ukraine tynget den økonomiske aktivitet i de betragtede lande gennem den dermed forbundne usikkerhed, afbrydelser i handels- og forsyningskæden samt forringet tillid blandt virksomheder og forbrugere. Samtidig reducerede den kraftige stigning i energi- og råvarepriserne efterspørgslen og holdt produktionen tilbage. De central- og østeuropæiske lande, som undersøges, er blevet særligt hårdt ramt af krigens økonomiske konsekvenser på grund af deres høje energiintensitet i produktionen, deres økonomiske åbenhed og integration i globale forsyningskæder samt deres handel med og finansielle eksponering over for Rusland (se også afsnit 3.1). Desuden har stramningen af pengepolitikken, som i de fleste af de betragtede lande begyndte tidligere end i euroområdet, tynget den økonomiske aktivitet. Tjekkiet, Ungarn og Sverige blev særligt hårdt ramt, og i 2023 skrumpede deres økonomier som helhed. Samme år var der svag vækst i Polen, mens økonomierne i Bulgarien og Rumænien forblev noget mere modstandsdygtige med vækstrater på omkring 2 %, understøttet af en relativt stærk indenlandsk efterspørgsel.

Den økonomiske aktivitet forventes at blive styrket på kort sigt i alle de betragtede lande, men geopolitiske spændinger skygger for deres økonomiske udsigter. Den lettelse af prispresset og reduktion af forsyningsflaskehalsene, som er observeret siden begyndelsen af 2023, forventes sammen med øget tillid og robuste arbejdsmarkeder at understøtte det økonomiske opsving i 2024 i de betragtede lande. Samtidig vil den økonomiske aktivitet fortsat blive dæmpet af stramme finansieringsforhold og usikkerhed. En vigtig kilde til usikkerhed er geopolitiske spændinger, som kan forværre fragmenteringstendenserne, hvilket potentielt yderligere kan forstyrre handels- og investeringsstrømme og øge risikoopfattelsen. De økonomiske udsigter er også præget af tab af priskonkurrenceevne i de seneste år i de fleste betragtede lande og usikkerhed omkring inflationsudviklingen.

I løbet af de seneste årtier har de central- og østeuropæiske lande gjort fremskridt med hensyn til real konvergens i retning af gennemsnittet i euroområdet. Når det kommer til realt BNP pr. indbygger, har disse lande indsnævret deres afstand til euroområdets gennemsnit betydeligt siden 1999 (figur 3.1). Siden 2019 er indhentningen dog gået i stå eller endda gået den anden vej i nogle lande; især i Tjekkiet, som oplevede en betydelig styrkelse af den reale valutakurs mellem slutningen af 2019 og foråret 2023. Samtidig er der stadig betydelige makroøkonomiske og finansielle sårbarheder, om end i forskellig grad afhængigt af landet. Hvis der ikke tages tilstrækkelig hånd om sådanne sårbarheder, vil de sandsynligvis forårsage negative eksterne stød for landene og bremse deres konvergensfremskridt på lang sigt. Nogle af de vigtigste udfordringer vedrørende den langsigtede reale konvergens i disse lande omfatter (i) et skiftende og usikkert geopolitisk landskab, som ikke blot kan påvirke handels- og investeringsstrømme i den nærmeste fremtid, men også forme langsigtede produktionstendenser; (ii) skiftende industristrukturer, som typisk er en udfordring for lande, der bevæger sig fra mellem- til højindkomstniveau; (iii) vedvarende mangel på arbejdskraft samt en ugunstig demografisk udvikling, især udstrømningen af højtuddannede og (iv) begrænsede fremskridt med hensyn til at forbedre kvaliteten af regeringsførelsen, den institutionelle kapacitet og erhvervsmiljøet.

Figur 3.1

Realt BNP pr. indbygger

a) I forhold til euroområdets gennemsnit	b) Udgangsniveau i 1999 sammenlignet med efterfølgende ændring i forhold til euroområdets gennemsnit
(indeks: euroområdet = 100)	(indeks: euroområdet = 100; x-akse: niveau i 1999; y-akse: ændring i niveau i procentpoint, 1999-2023)

Med hensyn til prisstabilitetskriteriet lå den gennemsnitlige 12-månedersinflationstakt over referenceværdien på 3,3 % i alle de seks lande, som rapporten undersøgte (figur 3.2). Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Polen og Rumænien havde inflationstakter, som lå et godt stykke over referenceværdien, mens inflationen lå lidt over referenceværdien i Sverige. I konvergensrapporten fra 2022 registrerede Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Polen og Rumænien også inflationstakter, som lå langt over den referenceværdi, der var gældende på det tidspunkt, nemlig 4,9 %.

Figur 3.2

HICP-inflation

(gennemsnitlig ændring i procent år-år)

På tidspunktet for offentliggørelsen af denne rapport er Rumænien genstand for en EU-rådsafgørelse i forbindelse med et uforholdsmæssigt stort underskud. Derudover konstaterede Europa-Kommissionen i juni 2024, at Ungarn og Polen ikke opfyldte stabilitets- og vækstpagtens underskudskriterium. Efter kraftige stigninger under pandemien faldt budgetunderskuddet for det meste, men forblev på et højt niveau i alle lande undtagen Sverige i 2023. Sammenlignet med konvergensrapporten fra 2022 blev budgetsaldoen forbedret i fire af de betragtede lande, mens den blev stærkt forværret i Polen og i mindre omfang i Sverige. I 2023 lå budgetunderskuddet over referenceværdien i fire af de undersøgte lande: I Ungarn og Rumænien lå det betydeligt over referenceværdien, med henholdsvis 6,7 % og 6,6 % af BNP, i Polen lå det et godt stykke over referenceværdien, med 5,1 % af BNP, og i Tjekkiet lå det over referenceværdien, med 3,7 % af BNP (figur 3.3). I 2024 forventes underskuddet i forhold til BNP at blive forbedret i fire af landene ifølge Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2024), men det forventes at blive liggende over referenceværdien på 3 % i Ungarn, Polen og Rumænien. I 2025 forventes en forbedring af budgetbalancen i fire af landene, men den forventes fortsat at ligge over referenceværdien i Ungarn, Polen og Rumænien. Med hensyn til gældskriteriet lå gældskvoten i 2023 et godt stykke under referenceværdien i både Bulgarien og Sverige (figur 3.4). I Tjekkiet, Polen og Rumænien lå den under referenceværdien med mellem 40 og 50 % af BNP. Ungarn var det eneste land i undersøgelsen med en offentlig gældskvote over referenceværdien i 2023 på 60 %. På skæringsdatoen for denne rapport var Rumænien stadig genstand for en rådsafgørelse, der fastslog, at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud. Der blev indledt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i april 2020, og i juni 2024 konstaterede Kommissionen, at Rumænien ikke havde truffet virkningsfulde foranstaltninger for at bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud til ophør. Samtidig konkluderede Kommissionen også, at kriteriet vedrørende offentligt underskud i stabilitets- og vækstpagten ikke var opfyldt i hverken Ungarn eller Polen, baseret på deres resultater i 2023 og deres planlagte underskud for 2024. Derfor meddelte Kommissionen, at den i juli 2024 ville foreslå EU-Rådet at vedtage en afgørelse i henhold til traktatens artikel 126, stk. 6, der fastslår, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud i Ungarn og Polen.

Figur 3.3

Offentligt overskud (+) eller underskud (-)

(procentdel af BNP)

Figur 3.4

Offentlig bruttogæld

(procentdel af BNP)

For så vidt angår valutakurskriteriet er det kun den bulgarske lev, som deltager i valutakursmekanismen (ERM II) på tidspunktet for offentliggørelsen af denne rapport. Den bulgarske lev blev inkluderet i ERM II fra juli 2020 til en centralkurs på 1,95583 lev pr. euro og er underlagt et standardudsvingsbånd på ±15 %. Bulgarien blev optaget i ERM II med sit eksisterende currency board som en unilateral forpligtelse, således at ECB ikke blev pålagt yderligere forpligtelser. Aftalen om deltagelse i ERM II var baseret på en række politiske forpligtelser fra de bulgarske myndigheders side. I løbet af den toårige referenceperiode viste den bulgarske lev ingen afvigelser fra centralkursen. Med undtagelse af den rumænske leu, som udviste lav volatilitet, udviste de andre valutaer, som ikke deltager i ERM II, relativt høj volatilitet. Den tjekkiske koruna, den rumænske leu og den svenske krone var svagere over for euroen i juni 2024 end i juni 2022. Samtidig blev den ungarske forint handlet på næsten samme niveau, mens den polske zloty var stærkere (figur 3.5).^[148]

Figur 3.5

Bilaterale valutakurser over for euroen

(indeks: gennemsnit for juni 2022 = 100; daglige data; 20. junij 2022 til 19. juni 2024)

Hvad angår konvergensen af de langfristede rentesatser, lå disse i tre af de seks betragtede lande over referenceværdien, som var 4,8 % (figur 3.6). Rentesatserne lå over referenceværdien i Polen, Rumænien og Ungarn. Den laveste værdi blev registreret i Sverige. I konvergensrapporten fra 2022 lå de langfristede renter i Polen og Ungarn over referenceværdien, som på det tidspunkt var 2,6 %, mens de i Rumænien lå et godt stykke over denne værdi.

Figur 3.6

Langfristede rentesatser

(i pct.; gennemsnit pr. år)

Holdbarheden er helt afgørende, når opfyldelsen af konvergenskriterierne vurderes. Konvergens skal opfyldes løbende, og ikke kun på et givet tidspunkt. De første ti år af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) har vist, hvilke risici svage grundlæggende faktorer, en alt for lempelig makroøkonomisk politik, utilstrækkelig kapacitet på statistikområdet i de enkelte lande og alt for optimistiske forventninger med hensyn til konvergens i realindkomsten indebærer, ikke kun for de pågældende lande, men for hele euroområdets smidige funktion. De næste ti år har vist, at økonomisk konvergens kan være en udfordring og tage lang tid, hvis de makroøkonomiske ubalancer som udgangspunkt er store, hvis tilpasnings- og reformprocesserne er vanskelige, og hvis landet ikke har stor modstandskraft over for negative stød. Det er de nationale myndigheders ansvar at håndtere disse udfordringer, og det er først og fremmest i landets egen interesse, men det er også vigtigt for et velfungerende euroområde i almindelighed og for transmissionen af pengepolitikken i særdeleshed. Opfyldelsen af de numeriske konvergenskriterier på et bestemt tidspunkt er ikke i sig selv en garanti for en gnidningsløs og gavnlig økonomisk og finansiel udvikling som medlem af euroområdet i fremtiden. Lande, der tiltræder euroområdet, bør derfor påvise, at deres konvergensprocesser er holdbare, og at de er i stand til at leve op til de løbende forpligtelser og udfordringer, som indførelsen af euroen indebærer, idet der tages højde for, at den monetære union ikke er en finanspolitisk union, og at risikodelingsmekanismerne i ØMU'en derfor er ufuldstændige.

For at opnå vedvarende konvergens er der behov for varige politiktilpasninger i mange af de betragtede lande. Makroøkonomisk stabilitet, et understøttende erhvervsklima med effektive økonomiske strukturer og offentlige institutioner og især en sund finanspolitik er en forudsætning for vedvarende konvergens. For at kunne imødegå makroøkonomiske stød er det helt afgørende, at produkt- og arbejdsmarkederne er meget fleksible. Der er behov for en stabilitetskultur med godt forankrede inflationsforventninger, som kan bidrage til at skabe prisstabilitet. Betingelserne for en åben markedsøkonomi med fri konkurrence er nødvendige for at sikre en effektiv anvendelse af kapital og arbejdskraft i økonomien og for at støtte produktivitet og økonomisk vækst på lang sigt. For at nå frem til en synkronisering af konjunkturforløbene er der behov for en høj grad af økonomisk integration med euroområdet. Endvidere er det nødvendigt, at der er indført hensigtsmæssige makroprudentielle politikker med henblik på at forhindre, at der opbygges makroøkonomiske og finansielle ubalancer, som f.eks. uforholdsmæssigt store stigninger i aktivpriserne og boom-bust-kreditcyklusser med store samfundsmæssige omkostninger. Det er også nødvendigt, at der er indført hensigtsmæssige rammer for tilsynet med de finansielle institutioner. For lande, som er genstand for Europa-Kommissionens dybdegående undersøgelse inden for rammen af proceduren for makroøkonomiske ubalancer (MIP), er det afgørende, at de håndterer ubalancer i deres økonomi. Endelig er de institutionelle forholds styrke, herunder et lands evne til at gennemføre økonomisk tilpasning og sunde strukturpolitikker, en vigtig faktor i den økonomiske integration og konvergens. Next Generation EU-pakken (NGEU) giver en enestående mulighed for at fremskynde konvergensprocessen med euroområdet, hvor en effektiv gennemførelse af investeringsplaner og reformer er afgørende for et vellykket resultat.

3.1 Kriteriet vedrørende prisstabilitet

I maj 2024 lå den gennemsnitlige 12-månedersinflationstakt i fem af de seks betragtede lande et godt stykke over referenceværdien på 3,3 % for kriteriet vedrørende prisstabilitet. Inflationen steg kraftigt i 2021, hvilket hovedsageligt skyldtes basiseffekter, kraftige energiprisstigninger, forsyningsflaskehalse udløst af pandemien og en kraftig stigning i den globale efterspørgsel efter varer. Siden begyndelsen af 2022 har Ruslands krig mod Ukraine forværret inflationspresset gennem højere energi- og råvarepriser og ved at øge belastningen på de allerede belastede forsyningskæder. Som resultat heraf steg inflationen yderligere i alle de betragtede lande i 2022, om end i forskellig grad, hvilket til dels skyldtes indenrigspolitiske forhold. Siden konvergensrapporten fra 2022 har inflationen fulgt et lignende mønster i de fleste af de betragtede lande: Mellem juni 2023 og maj 2024 aftog inflationen i betydelig grad i alle lande, men var højere i Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Polen og Rumænien end i Sverige, hvilket hovedsageligt afspejler disse landes større sårbarhed over for de seneste negative globale stød samt stramheden på deres arbejdsmarkeder. På den baggrund havde disse fem lande en inflation, som lå et godt stykke over referenceværdien, mens inflationen i Sverige lå en smule over referenceværdien.

Den langsigtede prisudvikling afspejlede ustabile makroøkonomiske forhold, især i løbet af de seneste par år. I løbet af de sidste ti år har både den gennemsnitlige inflationstakt og volatiliteten varieret betydeligt på tværs af de betragtede lande (figur 3.7). I denne periode var den gennemsnitlige inflation gennemgående højere end i euroområdet i alle de betragtede lande. I starten, fra 2014 til 2016, var inflationen afdæmpet i alle landene, hvilket primært afspejlede udviklingen i de globale råvarepriser, et lavt importeret inflationspres og, i nogle lande, vedvarende ledig kapacitet, reduktioner i administrativt fastsatte priser og indirekte skatter samt en styrkelse af den nominelle effektive valutakurs. Set på denne baggrund er de pengepolitiske forhold blevet betydeligt mere lempelige. Fra 2017 steg inflationen på grund af en styrkelse af den økonomiske aktivitet, en solid indenlandsk efterspørgsel, stadig strammere arbejdsmarkedsforhold samt stigende energi- og råvarepriser, hvilket førte til en pengepolitisk stramning i nogle af de betragtede lande. Udbruddet af pandemien i 2020 resulterede i en stor nedgang i den økonomiske aktivitet dét år. Inflationen aftog betydeligt i nogle lande, mens den forblev særligt modstandsdygtig i andre lande, hvilket afspejler højere priser på fødevarer og tjenesteydelser samt det stramme arbejdsmarked. I denne sammenhæng steg inflationen betydeligt i alle de betragtede lande i 2021 og 2022, primært drevet af bratte stigninger i energipriserne og af uoverensstemmelser mellem udbud og efterspørgsel som følge af pandemien og de makroøkonomiske politiktiltag. Siden begyndelsen af 2022 har Ruslands krig mod Ukraine øget inflationspresset. For at bekæmpe denne stigning i inflationen begyndte de fleste centralbanker at hæve deres vigtigste pengepolitiske renter kraftigt i 2021, mens regeringerne indførte diskretionære finanspolitiske støtteforanstaltninger for at lette den høje inflations belastning på økonomien. I de betragtede lande var disse foranstaltninger koncentreret i 2022 og 2023, og de udgjorde hovedsageligt øgede subsidier – fortrinsvis relateret til energiprodukter – og i mindre grad reducerede indirekte skatter. Efter at have toppet omkring slutningen af 2022/begyndelsen af 2023 begyndte inflationen at falde kraftigt, drevet af tidligere pengepolitiske stramninger, faldet i de globale energipriser, lettelsen af presset tidligt i priskæden og reduktionen af forsyningsflaskehalse. På grund af den afdæmpede inflationsdynamik begyndte centralbankerne i Tjekkiet, Ungarn og Polen at lempe deres pengepolitik, mens de finanspolitiske støtteforanstaltninger gradvist er blevet rullet tilbage i alle de betragtede lande.

Figur 3.7

Udviklingen i HICP og udsigterne på lang sigt

(ændring i procent år-år)

De fleste af de betragtede lande var særligt udsatte for de seneste globale stød, hovedsageligt på grund af visse strukturelle træk ved deres økonomier. Lande i Central- og Østeuropa oplevede betydeligt højere inflationstakter end euroområdet og Sverige, hvilket afspejler deres sårbarhed over for påvirkningerne af krigen i Ukraine og de dermed forbundne geopolitiske ændringer. For det første har disse lande typisk en højere energiintensitet i produktionen end euroområdet, primært på grund af større energiintensive sektorer (f.eks. fremstilling og transport) og færre energieffektive apparater og bygninger. For det andet er andelen af energi og fødevarer i deres forbrugskurve højere end i euroområdet, hvilket ofte ses i økonomier med lavere gennemsnitsindkomster. For det tredje var de fleste af disse økonomier stærkt afhængige af russisk energi før krigens udbrud, hvilket gjorde dem mere sårbare over for afbrydelser i energiforsyningen. For det fjerde er disse lande dybt integrerede i globale forsyningskæder, hvilket betyder, at de globale flaskehalse har større indflydelse. Mens eksterne stød var en vigtig drivkraft for de oprindelige inflationsforskelle, spillede indenlandske faktorer også en fremtrædende rolle. Især er arbejdsmarkedsforholdene forblevet stramme i de fleste af de betragtede lande med historisk lav arbejdsløshed og vedvarende mangel på arbejdskraft, hvilket har resulteret i en robust lønvækst (figur 3.8, panel a) (se også afsnit 3.5).

Figur 3.8

Kumulativ vækst i HICP, nominel enhedslønomkostning (ULC) og harmoniserede konkurrenceindikatorer (HCI'er) mellem 2014 og 2023

a) HICP og nominel ULC	b) HCI'er baseret på ULC og BNP-deflator
(procentpoint; x-akse: kumulativ HICP-vækst; y-akse: kumulativ ULC-vækst)	(procentpoint; x-akse: kumulativ HCI-vækst baseret på BNP-deflator; y-akse: kumulativ HCI-vækst baseret på ULC)

Mens inflationspresset forventes at blive mere moderat i løbet af prognoseperioden, er der på længere sigt bekymringer om inflationskonvergensens bæredygtighed i de fleste af de betragtede lande. Ifølge Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2024) forventes inflationen at falde fra 2023 niveauerne i alle de betragtede lande i 2024 på grund af den igangværende lettelse af presset tidligt i priskæden og reduktionen af forsyningsflaskehalse samt de tidligere pengepolitiske stramninger. Inflationen forventes dog at forblive høj i Ungarn, Polen og Rumænien i 2024 og 2025 på grund af et opsving i den indenlandske efterspørgsel og høj vækst i lønomkostningerne, mens den i Sverige forventes at nærme sig målet allerede i 2024. Disse prognoser er behæftet med betydelig usikkerhed under de nuværende omstændigheder. Risiciene for inflationsudsigterne er opadgående i næsten alle de betragtede lande, da fornyede globale flaskehalse og spændinger på energimarkederne kan resultere i en stærkere inflation end forventet, hvilket i betragtning af de stramme arbejdsmarkeder også kan udøve et yderligere opadgående pres på lønningerne. På længere sigt vil indhentningsprocessen sandsynligvis resultere i positive inflationsforskelle i forhold til euroområdet, da BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er lavere end i euroområdet i alle de undersøgte central- og østeuropæiske lande, medmindre det modvirkes af en styrkelse af de nominelle valutakurser.

Det, der kræves for at sikre holdbar prisstabilitet i de lande, der er omfattet af denne rapport, er stabilitetsorienterede økonomiske politikker, strukturreformer og foranstaltninger til sikring af finansiel stabilitet. Hvorvidt man kan opnå eller opretholde forhold, som understøtter prisstabilitet, vil i høj grad afhænge af, hvordan arbejdsmarkederne fungerer. Fremover vil en vigtig faktor være, hvordan lønningerne reagerer på den høje realiserede inflation, og hvordan de afspejler væksten i arbejdsproduktiviteten og tager højde for arbejdsmarkedsforholdene samt udviklingen i pris- og omkostningskonkurrenceevnen i forhold til konkurrerende lande (figur 3.8). Der er behov for fortsatte reformindsatser for yderligere at forbedre arbejds- og produktmarkedernes funktion og for at opretholde gunstige betingelser for økonomisk opsving og vækst i beskæftigelsen. Til det formål er foranstaltninger, som støtter en stærkere regeringsførelse og yderligere forbedringer af institutionernes kvalitet yderst vigtige. I betragtning af det begrænsede manøvrerum i pengepolitikken, især for Bulgarien, som deltager i ERM II, er det bydende nødvendigt, at andre politikområder støtter disse økonomiers evne til at fastholde prisstabilitet, håndtere landespecifikke stød og undgå opbygning af makroøkonomiske ubalancer.

3.2 Kriteriet vedrørende den offentlige budgetstilling

På tidspunktet for offentliggørelsen af denne rapport er Rumænien stadig genstand for en EU-rådsafgørelse i forbindelse med et uforholdsmæssigt stort underskud, mens tre andre lande også oversteg referenceværdien for underskud i 2023. Rumæniens underskud oversteg referenceværdien på 3 % af BNP i 2019, og i april 2020 blev der indledt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Fristen for at korrigere det uforholdsmæssigt store underskud blev senere sat til 2024. Det finanspolitiske underskud i forhold til BNP i fire af de betagtede lande overskred referenceværdien i 2023. Underskuddene lå over referenceværdien i Tjekkiet, 3,7 % af BNP, et godt stykke over referenceværdien i Polen, 5,1 % af BNP og betydeligt over referenceværdien i Rumænien, 6,6 % af BNP og Ungarn, 6,7 % af BNP. I Bulgarien og Sverige forblev underskuddet et godt stykke under referenceværdien på henholdsvis 1,9 % af BNP og 0,6 % af BNP.

Det finanspolitiske underskud i 2023 lå under 2021-niveauet i fire af de lande, som er omfattet af denne rapport, på grund af det økonomiske opsving efter pandemien samt udfasningen af de finanspolitiske foranstaltninger, der blev truffet som reaktion på denne. Efter at referenceværdien var steget til over 3 % i alle de betragtede lande, undtagen Sverige, i 2020, da pandemien førte til en betydelig forværring af den økonomiske aktivitet, og der blev vedtaget finanspolitiske foranstaltninger for at afbøde dens virkninger, forblev underskuddet over referenceværdien i fire af landene i 2021. I 2022 blev budgetbalancerne forbedret i de fleste af landene, idet deres økonomier fortsatte med at komme sig, og dele af de finanspolitiske støtteforanstaltninger blev trukket tilbage. I 2023 blev dette dog delvist modvirket af de fortsatte økonomiske konsekvenser af Ruslands krig mod Ukraine og de finanspolitiske foranstaltninger, som blev truffet som reaktion på de deraf følgende høje energipriser og svækkelsen af den økonomiske aktivitet, hvilket førte til en forværring af budgetbalancen i 2023 sammenlignet med 2022 i fem af landene, især i Polen, hvor budgetunderskuddet i 2023 var 3,3 procentpoint højere end i 2021.

For 2024 forudser Europa-Kommissionen, at underskuddet i forhold til BNP vil blive liggende oppe over referenceværdien på 3 % i Ungarn, Polen og Rumænien. I 2024 forventes den offentlige saldo at blive forværret i fire af de betragtede lande, og den forventes at blive liggende et godt stykke over referenceværdien i Ungarn og Polen og betydeligt over den i Rumænien. Samtidig forventes den at vende tilbage til under referenceværdien på 3 % i Tjekkiet.

I 2023 var gældskvoten over 60 % af BNP i Ungarn, mens gældsniveauerne i de andre betragtede lande lå under eller langt under denne grænseværdi (tabel 3.1 og figur 3.4). I 2023 lå den offentlige gældskvote under 2021-niveauet i fire af de betragtede lande, hovedsageligt på grund af genopretningen efter pandemien. Mens gældskvoten steg markant i Tjekkiet (med 2,0 procentpoint af BNP) og en smule i Rumænien (med 0,3 procentpoint af BNP), faldt den med 5,5 procentpoint af BNP i Sverige, 4,0 i Polen, 3,2 i Ungarn og 0,8 i Bulgarien. Set i et længere perspektiv steg den offentlige gældskvote mellem 2014 og 2023 betydeligt i Rumænien (med 9,7 procentpoint) og især i Tjekkiet (med 2,1 procentpoint), mens den faldt i de andre lande.

Europa-Kommissionen forudser en stigning i gælden i forhold til BNP i alle landene i 2024. Gældskvoten forventes at stige markant i Polen og Rumænien og moderat i de fire andre lande. Kommissionens fremskrivninger viser, at gældskvoten vil forblive under eller langt under referenceværdien på 60 % i alle landene i 2024, med undtagelse af Ungarn.

I juni 2024 konstaterede Europa-Kommissionen, at Rumænien ikke havde truffet virkningsfulde foranstaltninger for at afhjælpe sit uforholdsmæssigt store underskud, og at Ungarn og Polen ikke opfyldte stabilitets- og vækstpagtens underskudskriterium. Den 19. juni 2024 udsendte Kommissionen en rapport udarbejdet i overensstemmelse med traktatens artikel 126, stk. 3, baseret på data valideret af Eurostat den 22. april 2024 vedrørende 12 medlemsstater, herunder Tjekkiet, Ungarn og Polen.^[149] Den viste, at budgetunderskuddet i 2023 var over og ikke tæt på referenceværdien på 3 % af BNP i Tjekkiet, Ungarn og Polen. Desuden konstaterede den, at Ungarn og Polen havde planer om et underskud over og ikke tæt på referenceværdien i 2024. Overskridelsen af referenceværdien blev ikke anset for at være usædvanlig (som defineret i traktaten) i nogen af de tre lande. Det forventedes ikke at være midlertidigt i Ungarn eller Polen, mens det forventedes at være midlertidigt i Tjekkiet, da landets underskud ikke forventedes at overstige referenceværdien i 2024 og 2025. Samlet set blev det vurderet, at underskudskriteriet ikke var opfyldt af hverken Ungarn eller Polen, mens det blev vurderet som værende opfyldt af Tjekkiet. På grundlag af rapporten meddelte Kommissionen, at den havde til hensigt i juli 2024 at foreslå EU-Rådet at vedtage en afgørelse i henhold til traktatens artikel 126, stk. 6, der fastslår, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud i Ungarn og Polen. Det forventes, at Kommissionen i efteråret 2024 vil fremsætte henstillinger til Rådet om at bringe situationen med det uforholdsmæssigt store underskud til ophør. Desuden fandt Kommissionen, at Rumænien ikke havde nået underskudsmålet i den igangværende procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i 2023, og at den finanspolitiske indsats var betragteligt utilstrækkelig i forhold til det, Rådet havde anbefalet. På det grundlag fremsatte Kommissionen en henstilling til Rådet om at vedtage en afgørelse, der fastslår, at Rumænien ikke havde truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på henstillingen i henhold til artikel 126, stk. 7, om at bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud til ophør senest i 2024.

Fremadrettet er det vigtigt at de lande, der betragtes i denne rapport, opnår og/eller fastholder sunde og holdbare finanspolitiske positioner. [Rumænien, som er underlagt en procedure for uforholdsmæssigt store underskud, og som blev vurderet til at have en høj risiko vedrørende finanspolitisk holdbarhed på mellemlang sigt i Europa-Kommissionens Debt Sustainability Monitor 2023, bør sikre overholdelse af reglerne i stabilitets- og vækstpagten samt korrigere sit uforholdsmæssigt store underskud i overensstemmelse med EU-Rådets henstilling.^[150] I alle de betragtede lande undtagen Sverige oversteg underskuddet i 2023 klart underskuddet fra før pandemien. Disse lande bør hurtigst muligt bringe deres budgetbalance ned under referenceværdien på 3 % igen, eller holde den under denne værdi, og de bør opbygge de buffere, som er nødvendige for at lade de automatiske stabilisatorer virke og øge modstandskraften over for negative stød. Desuden bør Ungarn, hvis gældskvote overstiger referenceværdien, sikre, at den falder tilstrækkeligt til at sikre, at der er finanspolitiske buffere til rådighed til en eventuel fremtidig nedtur. Alle landene skal sikre, at de overholder den reviderede stabilitets- og vækstpagt, som vil indeholde anbefalinger for 2025 og frem. Generelt vil yderligere konsolidering gøre det lettere at håndtere de budgetmæssige udfordringer i forbindelse med den negative demografiske udvikling. Stærke nationale finanspolitiske rammer, som er i fuld overensstemmelse med EU-reglerne og implementeres effektivt, bør støtte finanspolitisk konsolidering samt begrænse afvigelser i de offentlige udgifter, samtidig med at de hjælper med at forhindre en genopståen af makroøkonomiske ubalancer. Overordnet set bør finanspolitiske strategier være i overensstemmelse med en omprioritering af offentlige investeringer samt omfattende strukturreformer for at øge den potentielle vækst og beskæftigelse. NGEU-programmet skal implementeres effektivt for at støtte den økonomiske udvikling og tilpasse sig de strukturelle ændringer, der er på vej.

3.3 Kriteriet vedrørende valutakurs

På tidspunktet for udgivelsen af denne rapport er den bulgarske lev den eneste valuta, som deltager i ERM II. Valutaerne i de andre undersøgte medlemsstater opererer under forskellige valutakurssystemer.

ERM II-parterne besluttede gensidigt den 10. juli 2020 at optage den bulgarske lev i ERM II, og den deltog derfor i ERM II i den toårige referenceperiode fra 20. juni 2022 til 19. juni 2024. Den bulgarske lev blev optaget i ERM II til en centralkurs på 1,95583 lev pr. euro med et standardudsvingsbånd på ±15 %. Bulgarien blev optaget i ERM II med sit eksisterende currency board som en unilateral forpligtelse, og derved blev ECB ikke pålagt yderligere forpligtelser. Aftalen om deltagelse i ERM II var baseret på en række politiske forpligtelser fra de bulgarske myndigheders side (hvoraf nogle allerede var opfyldt på tidspunktet for levens optagelse i ERM II) med det formål at opnå en høj grad af varig økonomisk konvergens på tidspunktet for indførelsen af euroen. ECB og Europa-Kommissionen har inden for deres respektive kompetenceområder i henhold til traktaterne og den afledte ret overvåget den effektive gennemførelse af Bulgariens forpligtelser efter optagelsen. I sin rolle som tilsynsmyndighed, og dens medansvar for makroprudentiel politik taget i betragtning, overvåger ECB nøje gennemførelsen af forpligtelserne vedrørende den finansielle sektor, dvs. rammen for insolvens samt rammen for bekæmpelse af hvidvask af penge, grundet disses potentielle indvirkning på tilsynsmæssige aspekter. Bulgarien arbejder i øjeblikket på at kunne opfylde disse forpligtelser og opfordres til at fremskynde sine bestræbelser på at opfylde elementerne i den handlingsplan, som blev vedtaget af Den Finansielle Aktionsgruppe, efter at landet kom på den grå liste i oktober 2023. I referenceperioden udviste leven ikke nogen afvigelse fra centralkursen.

De valutaer, som ikke deltog i ERM II, blev handlet under fleksible eller styrede flydende valutakursordninger, i de fleste tilfælde med relativt høj valutakursvolatilitet. Den rumænske leu, som blev handlet under et styret flydende valutakurssystem, udviste en lav grad af volatilitet. De andre valutaer, som ikke deltog i ERM II, blev handlet under fleksible valutakursordninger og var udsat for en relativt høj grad af volatilitet. Den tjekkiske koruna, den rumænske leu og den svenske krone var svagere over for euroen i juni 2024 end i juni 2022. Samtidig blev den ungarske forint handlet på næsten samme niveau, mens den polske zloty var stærkere.

3.4 Kriteriet vedrørende den langfristede rentesats

I referenceperioden havde tre af de seks betragtede lande gennemsnitlige langfristede rentesatser, som lå over referenceværdien på 4,8 %. De lande, der havde de laveste gennemsnitlige langfristede rentesatser, var Sverige og Bulgarien med henholdsvis 2,5 % og 4,0 %. Tjekkiet havde også en gennemsnitlig langfristet rentesats under referenceværdien, nemlig på 4,2 %, mens Polen og Rumænien lå over den, med deres henholdsvis 5,6 % og 6,4 %. Den højeste gennemsnitlige langfristede rentesats blev registreret i Ungarn med 6,8 %. I 2022 fortsatte 12-månedersgennemsnittet af de langfristede rentesatser med at stige på grund af et stigende inflationspres efter det første stød i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine. Siden begyndelsen af 2023 ser de langfristede rentesatser i alle landene ud til at have stabiliseret sig eller endda at være faldet en smule, selv om de stadig ligger på et højt niveau i næsten alle landene.

Siden konvergensrapporten fra 2022 er de langfristede rentesatser i forhold til gennemsnittet i euroområdet faldet i alle de betragtede lande undtagen Bulgarien. Ikke desto mindre er der fortsat en betydelig grad af heterogenitet i de langfristede renteforskelle mellem de betragtede lande, hvilket afspejler forskelle både i landenes cykliske positioner og i de finansielle markeders vurderinger af deres eksterne og interne sårbarheder, herunder udviklingen i budgetresultater og udsigterne til holdbar konvergens. I maj 2024 lå Bulgariens langfristede rente 60 basispoint over niveauet i euroområdet, hvilket svarer til en stigning i forskellen på 0,9 procentpoint i forhold til niveauet ved begyndelsen af undersøgelsesperioden i maj 2022. Denne udvikling er formentlig forbundet med landerisiko som følge af politisk ustabilitet, da Bulgariens banksystem hovedsageligt er ejet af banker i euroområdet, og centralbanken driver et currency board, som de facto importerer euroområdets monetære forhold. Ungarn, Polen, Tjekkiet og Rumænien oplevede de største fald i renteforskellen i løbet af undersøgelsesperioden med mellem 1,8 procentpoint og 2,9 procentpoint. Sveriges renteforskel oplevede det mindst fald (med 0,8 procentpoint).

3.5 Andre relevante faktorer

Ifølge EU-Kommissionen er bekymringen over presset på omkostningskonkurrenceevnen blevet markant større. I sin rapport om varslingsmekanismen 2024 henviser Kommissionen især til den betydelige stigning i de nominelle enhedslønomkostninger i de central- og østeuropæiske lande, som undersøges på baggrund af store kumulerede inflationsforskelle samt stramme arbejdsmarkeder. Kommissionen konkluderede, at der var behov for dybdegående undersøgelser af Ungarn, Rumænien og Sverige. Hvad angår Ungarn, fandt Kommissionen, at der fortsat er bekymring over det stærke pris- og omkostningspres, det offentlige og eksterne finansieringsbehov samt boligpriserne. Med hensyn til Rumænien fandt Kommissionen, at der fortsat er store bekymringer vedrørende omkostningskonkurrenceevnen, den eksterne holdbarhed og det offentlige underskud. I Sveriges tilfælde fandt Kommissionen, at der fortsat er bekymringer, hvad angår boligpriserne, husholdningernes høje gæld og virksomhedernes gæld. Selv om Kommissionen har klassificeret de andre lande, der undersøges i denne rapport, som lande uden ubalancer, står disse lande også over for forskellige udfordringer. I det europæiske semesters forårspakke 2024 fra Kommissionen bekræftede den, at Ungarn og Sverige fortsat oplever ubalancer, mens Rumænien havde vist sig at opleve uforholdsmæssigt store ubalancer efter at have oplevet ubalancer indtil 2023, i og med at sårbarheder relateret til eksterne konti, hovedsageligt forbundet med store og stigende offentlige underskud, fortsat er til stede, mens et betydeligt pris- og omkostningspres er steget, og den politiske indsats har været svag.

De fleste af de betragtede landes økonomiske stilling over for udlandet er blevet forværret i de seneste år. Resultattavlen vedrørende proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer viser, at det gennemsnitlige treårige folieindestående bevægede sig længere ind i et negativt område i de fleste af de betragtede lande i 2023 (tabel 3.2). De øgede underskud afspejlede de stigende råvarepriser, som resulterede i en forværring af bytteforholdet, sammen med en robust indenlandsk efterspørgsel og en svag importefterspørgsel hos de vigtigste handelspartnere. I 2023 lå det treårige gennemsnitlige underskud på foliokontoen over den nedre del af den vejledende grænseværdi på -4,0 % af BNP i Rumænien og på -4,0 % i Ungarn. Det lå over den øvre del af den vejledende grænseværdi på 6,0 % i Sverige.

I de fleste af de betragtede lande er den negative nettostilling over for udlandet som andel af BNP blevet mindre, men ligger dog stadig på et højt niveau. De central- og østeuropæiske landes nettoforpligtelser over for udlandet består hovedsageligt af direkte udenlandske investeringer, som anses for at udgøre en mere stabil finansieringsform. I 2023 lå nettostillingen over for udlandet over den vejledende grænseværdi på -35 % af BNP i Ungarn og Rumænien. Nettoforpligtelserne over for udlandet var lavere i Polen (31,5 % af BNP), Tjekkiet (13,2 % af BNP) og Bulgarien (7,6 % af BNP), mens Sverige havde en positiv nettostilling over for udlandet (33,2 % af BNP).

Hvad omkostnings- og priskonkurrenceevnen angår, steg den reale effektive valutakurs, deflateret med HICP, mellem 2021 og 2023 i forskellig grad i mange af de betragtede lande, med Sverige som undtagelse. Den treårige vækstrate i enhedslønomkostningerne lå på et meget højt niveau i næsten alle de betragtede lande. Den overskred den vejledende grænseværdi på 12 % i alle lande undtagen Sverige i 2023. I Bulgarien, Ungarn og Rumænien steg enhedslønomkostningerne med mere end det dobbelte af grænseværdien. På trods af forringelsen af pris- og omkostningskonkurrenceevnen blev eksportmarkedsandelene forbedret noget i alle landene i 2023 og også over en flerårig tidshorisont (f.eks. på grund af udvidelsen af eksportproduktionskapaciteten).

Økonomierne i de betragtede lande er fortsat godt integrerede med euroområdet gennem handel og finansielle forbindelser. Euroområdet er den vigtigste handels- og finanspartner for alle de betragtede lande (figur 3.9). I 2023 varierede eksporten af varer til euroområdet fra omkring 40,7 % af den samlede eksport i Sverige til 62,4 % i Tjekkiet. Samme år varierede importen fra euroområdet mellem 41,8 % af den samlede import i Bulgarien og 55,8 % i Polen. Hvad angår finansielle investeringer, oversteg euroområdets andel af beholdningen af indgående direkte investeringer 70 % i Tjekkiet, Rumænien og Polen, mens euroområdets andel af beholdningen af porteføljeinvesteringsforpligtelser lå over denne grænseværdi i Bulgarien. Hvad angår både direkte investeringer og porteføljeinvesteringer var andelen af beholdningen af udenlandske aktiver, som var investeret i euroområdet, størst i Rumænien, efterfulgt af Tjekkiet. Desuden spiller banker, som ejes af finansielle institutioner med hjemsted i euroområdet, en vigtig rolle i banksystemerne i de central- og østeuropæiske lande, som er omfattet af undersøgelsen – især i Bulgarien, Tjekkiet og Rumænien. Overordnet set er konjunkturcyklerne i alle de betragtede lande fortsat yderst synkroniserede med euroområdets.

Figur 3.9

Handelsmæssige og finansielle forbindelser med euroområdet

a) Andel af handel med varer med euroområdet	b) Investeringsposition i forhold til euroområdet
(som en procentdel af det samlede antal)	(som en procentdel af det samlede antal)

Siden 2022 er stigningen i boligpriserne aftaget i alle de betragtede lande. I perioden 2021-22 steg boligpriserne i de fleste af de betragtede lande med en hastighed, som ikke er set siden før den globale finanskrise. Siden 2022 har den kraftige stigning i låneomkostningerne sammen med en forringet forbrugertillid haft en dæmpende effekt på realkreditudlånet og boligpriserne, om end i forskellig grad i de forskellige lande (figur 3.10, panel a). I Bulgarien og Polen var korrektionen på boligmarkedet relativt mild, mens boligpriserne faldt kraftigt i Sverige, hvor risikoen fortsat er høj på grund af husholdningernes høje gældsniveau og banksektorens store eksponering over for fast ejendom. Højere renter øgede gældsomkostningerne, især i lande, hvor andelen af realkreditlån med variabel rente historisk set har været høj, såsom Polen, Rumænien og Sverige (figur 3.10, panel b). Hvis vi ser fremad, kan husholdningernes evne til at servicere gæld blive yderligere udhulet, hvis energipriserne stiger igen, renten forbliver højere i længere tid, eller arbejdsmarkedsforholdene forværres betydeligt.

Figur 3.10

Boligpriser og andel af realkreditlån med variabel rente

a) Priser på boligejendomme	b) Andel af lån med variabel rente til boligkøb
(ændring i procent år-år)	(i procent af det samlede antal, gennemsnit over perioden 2014-24)

Eksponeringerne for valutarisiko steg i de fleste af de betragtede lande, mens banksektoren generelt er forblevet modstandsdygtig. Siden 2022 er andelen af lån til virksomheder i euro steget markant (figur 3.11, panel a), især i Tjekkiet, Ungarn og Rumænien, hvilket afspejler de øgede renteforskelle i forhold til euroområdet. Derimod er udlån i euro til husholdninger forblevet på et relativt lavt niveau i alle de betragtede lande. Ud over potentielt at reducere effektiviteten af den indenlandske pengepolitik øger en høj grad af euroisering det finansielle systems sårbarhed over for valutakurssvingninger, da det kan føre til valutamismatch på den private sektors balancer. Risiciene vedrørende finansiel stabilitet i forbindelse med større valutaeksponeringer, højere renter og den igangværende korrektion på boligmarkederne mitigeres af banksektorernes modstandsdygtighed, som fortsat udviser sunde kapitalpositioner og likviditetsbuffere, stabil adgang til finansiering samt tilstrækkelig rentabilitet i alle de betragtede lande. Desuden faldt andelen af nødlidende lån yderligere og nåede ned på eller forblev tæt på et historisk lavt niveau i 2023 (figur 3.11, panel b), selv om den fortsat lå over niveauet i euroområdet i de fleste af de betragtede lande.

Figur 3.11

Nødlidende lån denomineret i euro

a) Andel af lån denomineret i euro til ikke-finansielle modparter	b) Nødlidende lån
(som en procentdel af det samlede antal)	(som en procentdel af det samlede antal)

Politikkerne for den finansielle sektor i de betragtede lande bør have til formål at sikre, at den finansielle sektor yder et sundt bidrag til holdbar økonomisk vækst og prisstabilitet, og tilsynspolitikkerne bør være rettet mod at sikre et finansielt sundt og modstandsdygtigt banksystem, hvilket er en forudsætning for at deltage i Den Fælles Tilsynsmekanisme (FTM). For yderligere at understøtte tilliden til det finansielle system bør de nationale kompetente myndigheder fortsat forbedre deres tilsynspraksis, bl.a. ved at følge de relevante internationale og europæiske organers anbefalinger og ved at samarbejde tæt med de nationale tilsynsmyndigheder i andre EU-medlemsstater inden for rammerne af tilsynskollegierne. Siden rammen for det tætte samarbejde med Българска народна банка (den bulgarske nationalbank) trådte i kraft i 2020, har ECB påtaget sig ansvaret for i) det direkte tilsyn med signifikante institutter i Bulgarien, ii) fælles procedurer for alle enheder under tilsyn og iii) tilsynet med mindre signifikante institutter, som fortsat er under tilsyn af den nationale tilsynsmyndighed. Siden etableringen af det nære samarbejde har ECB arbejdet tæt sammen med Българска народна банка (den bulgarske nationalbank) for at sikre en gnidningsløs integration i FTM.

Arbejdsmarkedsforholdene er fortsat stramme i de fleste af de betragtede lande. Siden offentliggørelsen af konvergensrapporten fra 2022 er arbejdsløsheden steget i nogen grad i de fleste af de betragtede lande, men den ligger fortsat tæt på et historisk lavt niveau og under niveauet i euroområdet (figur 3.12, panel a). I de fleste lande var der fortsat mangel på arbejdskraft i visse segmenter af arbejdsmarkedet, hvilket bidrog til et stærkt lønpres. Manglen på arbejdskraft fremgår af mindre gunstige udviklinger i arbejdsstyrken og befolkningen i den arbejdsdygtige alder i de central- og østeuropæiske lande, der undersøges, sammenlignet med euroområdet (figur 3.12, panel b). Disse tendenser skyldes udvandring af højtuddannede unge mennesker og en hurtigt aldrende befolkning. Andre strukturelle udfordringer på arbejdsmarkederne i nogle af de betragtede lande omfatter lav arbejdsmarkedsdeltagelse (især for kvinder) og betydelige mismatch mellem kvalifikationer. Selv om det stramme arbejdsmarked udgør en opadgående risiko for løn- og inflationsudsigterne på kort sigt, synes risikoen for en løn- og prisspiral at være begrænset på grund af bredt forankrede inflationsforventninger på længere sigt, som afspejler markedernes tro på centralbankernes forpligtelse til prisstabilitet. På mellemlang sigt udgør ugunstige demografiske forhold og strukturelle problemer på arbejdsmarkederne en stor udfordring for de central- og østeuropæiske lande i forsøget på at indhente euroområdet yderligere. Risikoen er særlig udtalt i Bulgarien og Rumænien, hvis befolkninger forventes at fortsætte med at skrumpe i et hurtigt tempo i det kommende årti.

Figur 3.12

Indikatorer for arbejdsmarkedet

a) Arbejdsløshedsprocent	b) Befolkning i den arbejdsdygtige alder
(procentdel af arbejdsstyrken)	(procentvise ændringer)

De institutionelle forholds styrke er en anden vigtig faktor, når holdbarheden af økonomisk integration og konvergens analyseres. Institutioner af lav kvalitet og svag regeringsførelse kan for eksempel være forbundet med svagheder i erhvervsmiljøet, en ineffektiv offentlig administration, skatteunddragelse, korruption, manglende social inklusion, manglende gennemsigtighed, manglende juridisk uafhængighed og/eller dårlig adgang til onlinetjenester. I de fleste af de betragtede lande vil en forbedring af den institutionelle kvalitet bidrage til at fjerne eksisterende stivheder og hindringer for en effektiv fordeling samt anvendelse af produktionsfaktorer, hvilket dermed styrker den langsigtede vækstkapacitet. Ved at hæmme den potentielle produktionsvækst kan et svagt institutionelt miljø også underminere et lands evne til at servicere sin gæld og gøre den økonomiske tilpasning vanskeligere. Det kan også påvirke et lands evne til at gennemføre de nødvendige politiske tiltag.

Kvaliteten af institutioner og regeringsførelse er relativt svag i alle de undersøgte central- og østeuropæiske lande – især i Bulgarien, Rumænien og Ungarn. Dette kan udgøre en risiko for den økonomiske modstandskraft og konvergensens holdbarhed. Specifikke institutionelle indikatorer bekræfter stort set det generelle billede af institutioner af dårlig kvalitet og dårlig regeringsførelse i de fleste lande, selv om nogle af dem har oplevet en forbedring i de seneste årtier (figur 3.13).^[151] I den forbindelse er Bulgarien, Rumænien og Ungarn blandt de lande, som står over for de største udfordringer i EU. Gennemførelsen af de reformer, der er beskrevet i deres respektive genopretnings- og resiliensplaner, vil bidrage til at styrke retsstatsprincippet og regeringsførelsen i disse lande.

Figur 3.13

Oversigt over EU-lande målt i institutionel kvalitet

a) Globale indikatorer for regeringsførelse (WGI)	b) Korruptionsindeks
(indeks; x-akse: niveau i 2000; y-akse: niveau i 2022)	(indeks; x-akse: niveau i 1999; y-akse: niveau i 2023)

Der er i de fleste af de betragtede lande behov for vidtrækkende strukturelle reformer for at forbedre den økonomiske vækst og konkurrenceevnen. Forbedringer af lokale institutioner, forvaltningen og erhvervsforholdene samt yderligere fremskridt med hensyn til reform og privatisering af statsejede virksomheder og en effektiv udnyttelse af EU-midler ville bidrage til at fremskynde produktivitetsvæksten. Dette ville igen bidrage til at øge konkurrencen inden for centrale regulerede sektorer (f.eks. energi og transport), sænke adgangsbarrierer og tilskynde til stærkt tiltrængte private investeringer.

4 Sammenfatning land for land

4.1 Bulgarien

I maj 2024 havde Bulgarien en gennemsnitlig HICP-inflation over 12 måneder på 5,1 %, dvs. et godt stykke over referenceværdien på 3,3 % for kriteriet om prisstabilitet. Inflationen forventes at falde gradvist i løbet af de kommende måneder, efterhånden som presset tidligt i priskæden og flaskehalsene i forsyningen fortsætter med at aftage. Kerneinflationen forventes at forblive vedvarende høj, hvilket primært afspejler et stærkt lønpres i en periode med et stramt arbejdsmarked. Enhedslønomkostningerne steg med 27,4 % i perioden fra 2020 til 2023, hvilket er et godt stykke over euroområdets sats på 9,5 %. Der er bekymring for, om inflationskonvergensen i Bulgarien er holdbar på længere sigt. Indhentningsprocessen vil sandsynligvis resultere i positive inflationsforskelle i forhold til euroområdet, da BNP pr. indbygger og prisniveauerne stadig er betydeligt lavere i Bulgarien end i euroområdet.

Bulgarien er i øjeblikket ikke underlagt en rådsafgørelse om et uforholdsmæssigt stort underskud. Bulgariens offentlige budgetunderskud var 1,9 % af BNP i 2023, dvs. et godt stykke under referenceværdien på 3 %, og dets gældskvote lå på 23,1 %, dvs. et godt stykke under referenceværdien på 60 %.

Den bulgarske lev deltog i ERM II i den toårige referenceperiode fra 20. juni 2022 til 19. juni 2024. I referenceperioden udviste leven ikke nogen afvigelse fra centralkursen. Aftalen om deltagelse i ERM II var baseret på en række politiske forpligtelser fra de bulgarske myndigheders side. Bulgarien arbejder i øjeblikket på at gennemføre disse forpligtelser efter indtrædelsen og opfordres til at fremskynde sine bestræbelser på at opfylde elementerne i den handlingsplan, som blev vedtaget af Financial Action Task Force (FATF), efter at Bulgarien blev placeret på FATF's "grå liste" over jurisdiktioner, der er under øget overvågning i oktober 2023.

I referenceperioden fra juni 2023 til maj 2024 lå de langfristede rentesatser i Bulgarien i gennemsnit på 4,0 % og dermed under referenceværdien på 4,8 % for rentekonvergenskriteriet. Forskellen mellem den langfristede rentesats i Bulgarien og euroområdets (BNP-vægtede) rentesats faldt lidt og lå på 0,9 procentpoint ved udgangen af referenceperioden. Kapitalmarkederne i Bulgarien er fortsat mindre og langt mindre udviklede end i euroområdet.

Bulgarsk lovgivning er forenelig med traktaterne og ESCB-statutten, som det kræves i henhold til traktatens artikel 131, underlagt de betingelser og fortolkninger, der er anført i afsnit 7.1.

4.2 Tjekkiet

I maj 2024 havde Tjekkiet en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 6,3 %, dvs. et godt stykke over referenceværdien på 3,3 % for kriteriet om prisstabilitet. Denne sats forventes at falde gradvist i de kommende måneder, drevet af den tidligere pengepolitiske stramning samt den igangværende lettelse af presset tidligt i priskæden og reduktion af forsyningsflaskehalse. Samtidig vil det meget stramme arbejdsmarked fortsat lægge et stigende pres på inflationen. Der er en vis bekymring for, om inflationskonvergensen i Tjekkiet er holdbar på længere sigt. Medmindre den modvirkes af en styrkelse af den nominelle valutakurs, kan indhentningsprocessen resultere i positive inflationsforskelle i forhold til euroområdet, da BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er relativt lavere i Tjekkiet end i euroområdet.

Tjekkiet er i øjeblikket ikke underlagt en rådsafgørelse om eksistensen af et uforholdsmæssigt stort underskud. Tjekkiets offentlige budgetunderskud var 3,7 % af BNP i 2023, dvs. over referenceværdien på 3 %, mens dets gældskvote var 44,0 %, dvs. under referenceværdien på 60 %. I juni 2024 vurderede Europa-Kommissionen, at det uforholdsmæssigt store underskud var midlertidigt, da underskuddet i 2024 og 2025 ikke forventedes at overstige referenceværdien. Efter at have betragtet de relevante faktorer vurderede den, at stabilitets- og vækstpagtens underskudskriterium var opfyldt.

I den toårige referenceperiode fra 20. juni 2022 til 19. juni 2024 deltog den tjekkiske koruna ikke i ERM II, men den blev handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem. Valutakursen for den tjekkiske koruna over for euroen udviste i gennemsnit en relativt høj grad af volatilitet i referenceperioden. Den 19. juni 2024 lå valutakursen på 24,9100 korunaer pr. euro, dvs. at korunaen var 0,8 % svagere end det gennemsnitlige niveau i juni 2022.

I referenceperioden fra juni 2023 til maj 2024 lå de langfristede rentesatser i Tjekkiet i gennemsnit på 4,2 % og dermed under referenceværdien på 4,8 % for rentekonvergenskriteriet. Forskellen mellem den langfristede rentesats i Tjekkiet og euroområdets (BNP-vægtede) rentesats faldt en smule og lå på 1,1 procentpoint ved udgangen af referenceperioden. Kapitalmarkederne i Tjekkiet er mindre og ikke ligeså udviklede som dem i euroområdet.

Tjekkisk lovgivning opfylder ikke alle kravene med hensyn til en centralbanks uafhængighed, forbuddet mod monetær finansiering og den juridiske integration i Eurosystemet. Den Tjekkiske Republik er en EU-medlemsstat med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.3 Ungarn

I maj 2024 havde Ungarn en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 8,4 %, dvs. betydeligt over referenceværdien på 3,3 % for kriteriet om prisstabilitet. Denne sats forventes at falde gradvist i de kommende måneder, drevet af den tidligere pengepolitiske stramning samt den igangværende lettelse af presset tidligt i priskæden og reduktion af forsyningsflaskehalse. Samtidig vil det stramme arbejdsmarked og stærk prisregulering i servicesektoren fortsat lægge et opadgående pres på inflationen. Enhedslønomkostningerne steg med 34,0 % i perioden fra 2020 til 2023, hvilket er et godt stykke over euroområdets sats på 9,5 %. Der er bekymring for, om inflationskonvergensen i Ungarn er holdbar på længere sigt. Medmindre den modvirkes af en styrkelse af den nominelle valutakurs, vil indhentningsprocessen sandsynligvis resultere i positive inflationsforskelle i forhold til euroområdet, da BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er lavere i Ungarn end i euroområdet.

Europa-Kommissionen konstaterede i juni 2024, at Ungarn ikke opfyldte stabilitets- og vækstpagtens underskudskriterium. Ungarns offentlige budgetunderskud lå på 6,7 % af BNP i 2023, dvs. betydeligt over referenceværdien på 3 %, og landets gældskvote var 73,5 %, dvs. over referenceværdien på 60 %. I juni 2024 konstaterede Kommissionen, at Ungarn ikke opfyldte stabilitets- og vækstpagtens underskudskriterium, og meddelte, at den i juli havde til hensigt at foreslå Rådet at vedtage en afgørelse i henhold til artikel 126, stk. 6, der fastslår, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud i Ungarn.

I den toårige referenceperiode fra 20. juni 2022 til 19. juni 2024 deltog den ungarske forint ikke i ERM II, men blev handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem. Valutakursen for den ungarske forint over for euroen udviste i gennemsnit en meget høj grad af volatilitet i referenceperioden. Den 19. juni 2024 lå valutakursen på 396,3400 forint pr. euro, dvs. forinten blev handlet på næsten samme niveau (0,1 %) som det gennemsnitlige niveau i juni 2022. I juni 2020 indgik Magyar Nemzeti Banken en genkøbsordning med ECB, i henhold til hvilken den kunne låne op til 4 mia. euro mod sikkerhedsstillelse af høj kvalitet i euro, for at yde likviditet i euro til de ungarske finansielle institutioner. Denne aftale var fortsat gyldig i referenceperioden, da den blev forlænget igen i januar 2024.

I referenceperioden fra juni 2023 til maj 2024 lå de langfristede rentesatser i Ungarn i gennemsnit på 6,8 % og dermed et godt stykke over referenceværdien på 4,8 % for rentekonvergenskriteriet. Forskellen mellem den langfristede rentesats i Ungarn og euroområdets (BNP-vægtede) rentesats faldt betydeligt og lå på 3,7 procentpoint ved udgangen af referenceperioden. Kapitalmarkederne i Ungarn er mindre og ikke ligeså udviklede som dem i euroområdet.

Ungarsk lovgivning opfylder ikke alle kravene med hensyn til en centralbanks uafhængighed, forbuddet mod monetær finansiering, kravene til den fælles stavemåde for euroen og den juridiske integration i Eurosystemet. Ungarn er en EU-medlemsstat med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.4 Polen

I maj 2024 havde Polen en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 6,1 %, dvs. et godt stykke over referenceværdien på 3,3 % for kriteriet om prisstabilitet. Denne sats forventes at falde gradvist i de kommende måneder, drevet af den tidligere pengepolitiske stramning samt den igangværende lettelse af presset tidligt i priskæden og reduktion af forsyningsflaskehalse. Samtidig vil det stramme arbejdsmarked fortsat lægge et opadgående pres på inflationen. Enhedslønomkostningerne steg med 22,0 % i perioden fra 2020 til 2023, hvilket er et godt stykke over euroområdets sats på 9,5 %. Der er bekymring for, om inflationskonvergensen i Polen er holdbar på længere sigt. Medmindre den modvirkes af en styrkelse af den nominelle valutakurs, vil indhentningsprocessen sandsynligvis resultere i positive inflationsforskelle i forhold til euroområdet, da BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er lavere i Polen end i euroområdet.

Europa-Kommissionen konstaterede i juni 2024, at Polen ikke opfyldte stabilitets- og vækstpagtens underskudskriterium. Polens offentlige budgetunderskud lå på 5,1 % af BNP i 2023, dvs. et godt stykke over referenceværdien på 3 %, mens gældskvoten lå på 49,6 %, dvs. under referenceværdien på 60 %. I juni 2024 konstaterede Kommissionen, at Polen ikke opfyldte stabilitets- og vækstpagtens underskudskriterium og meddelte, at den i juli havde til hensigt at foreslå Rådet at vedtage en afgørelse i henhold til artikel 126, stk. 6, der fastslår, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud i Polen.

I den toårige referenceperiode fra 20. juni 2022 til 19. juni 2024 deltog den polske zloty ikke i ERM II, men blev handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem. Valutakursen for den polske zloty over for euroen udviste i gennemsnit en relativt høj grad af volatilitet i referenceperioden. Den 19. juni 2024 lå valutakursen på 4,330 zloty pr. euro, dvs. at zlotyen var 6,8 %] stærkere end det gennemsnitlige niveau i juni 2022. Mellem marts 2022 og midten af januar 2024 havde Narodowy Bank Polski en swapaftale med ECB, i henhold til hvilken den kunne låne op til 10 mia. euro mod zloty, for at opfylde potentielle behov for eurolikviditet i den polske finanssektor.

I referenceperioden fra juni 2023 til maj 2024 lå de langfristede rentesatser i Polen i gennemsnit på 5,6 % og dermed over referenceværdien på 4,8 % for rentekonvergenskriteriet. Forskellen mellem den langfristede rentesats og euroområdets (BNP-vægtede) rentesats faldt lidt og lå på 2,6 procentpoint ved udgangen af referenceperioden. Kapitalmarkederne i Polen er mindre og ikke ligeså udviklede som dem i euroområdet.

Polsk lovgivning opfylder ikke alle kravene med hensyn til en centralbanks uafhængighed, fortrolighed, forbuddet mod monetær finansiering og juridisk integration i Eurosystemet. Polen er en EU-medlemsstat med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.5 Rumænien

I maj 2024 havde Rumænien en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 7,6 %, dvs. betydeligt over referenceværdien på 3,3 % for kriteriet om prisstabilitet. Denne sats forventes at falde gradvist i løbet af de kommende måneder, drevet af tidligere pengepolitiske stramninger samt den igangværende lettelse af presset tidligt i priskæden og reduktion af forsyningsflaskehalse. Samtidig forventes kerneinflationen at forblive fastlåst, drevet af en stærk lønudvikling i forbindelse med et stramt arbejdsmarked. Enhedslønomkostningerne steg med 26,7 % i perioden fra 2020 til 2023, hvilket er et godt stykke over euroområdets sats på 9,5 %. Der er bekymring for, om inflationskonvergensen i Rumænien er holdbar på længere sigt. Medmindre den modvirkes af en opskrivning af den nominelle valutakurs, vil indhentningsprocessen sandsynligvis resultere i positive inflationsforskelle i forhold til euroområdet, da BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er lavere i Rumænien end i euroområdet.

Rumænien er i øjeblikket underlagt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, og Europa-Kommissionen konstaterede i juni 2024, at landet ikke havde truffet virkningsfulde foranstaltninger. Rumæniens offentlige budgetunderskud lå på 6,6 % i 2023, dvs. betydeligt over referenceværdien på 3 %, mens gældskvoten lå på 48,8 %, dvs. under referenceværdien på 60 %. Siden april 2020 har Rumænien været underlagt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, da landets budgetunderskud overskred referenceværdien på 3 % i 2019. Det samlede underskud i 2023 var meget højere end det anbefalede sigtepunkt. I juni 2024 vurderede Europa-Kommissionen, at Rumæniens reaktion havde været utilstrækkelig, og anbefalede en rådsafgørelse, der skulle fastslå, at Rumænien ikke havde truffet virkningsfulde foranstaltninger for at rette op på sit uforholdsmæssigt store underskud.

I referenceperioden fra 20. juni 2022 til 19. juni 2024 deltog den rumænske leu ikke i ERM II, men blev handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem, som indebar en styret flydende valutakurs. Valutakursen for den rumænske leu over for euroen udviste i gennemsnit en [lav] grad af volatilitet i referenceperioden. Den 19. juni 2024 lå den på 4,9468 leu pr. euro, dvs. at leuen var 0,7 % svagere end det gennemsnitlige niveau i juni 2022. Mellem juni 2020 og midten af januar 2024 havde Banca Naţională a României en genkøbsordning med ECB, hvor den kunne låne op til 4,5 mia. euro mod sikkerhedsstillelse af høj kvalitet i euro, for at skaffe eurolikviditet til rumænske finansielle institutioner.

I referenceperioden fra juni 2023 til maj 2024 lå de langfristede rentesatser i Rumænien i gennemsnit på 6,4 % og dermed over referenceværdien på 4,8 % for rentekonvergenskriteriet. Forskellen mellem den langfristede rentesats i Rumænien og euroområdets (BNP-vægtede) rentesats steg lidt og lå på 3,2 procentpoint ved udgangen af referenceperioden. Kapitalmarkederne i Rumænien er meget mindre end dem i euroområdet, og de er stadig underudviklede.

Rumænsk lovgivning opfylder ikke alle kravene med hensyn til en centralbanks uafhængighed, forbuddet mod monetær finansiering og den juridiske integration i Eurosystemet. Rumænien er en EU-medlemsstat med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.6 Sverige

I maj 2024 havde Sverige en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 3,6 %, dvs. over referenceværdien på 3,3 % for kriteriet om prisstabilitet. Denne sats forventes at falde gradvist i løbet af de kommende måneder, drevet af en restriktiv pengepolitik, et fald i energipriserne og den igangværende lettelse af presset tidligt i priskæden. Forbrugerprisinflationen forventes at nærme sig Sveriges Riksbanks mål på 2 % i 2024 og forblive tæt på det niveau i 2025. Når vi ser fremad, bør Sveriges pengepolitik og dets stabilitetsorienterede institutionelle rammer fortsat støtte opnåelsen af prisstabilitet.

Sverige er i øjeblikket ikke underlagt en rådsafgørelse om eksistensen af et uforholdsmæssigt stort underskud. Sveriges offentlige budgetunderskud var 0,6 % af BNP i 2023, dvs. et godt stykke under referenceværdien på 3 %, og dets gældskvote var 31,2 %, dvs. et godt stykke under referenceværdien på 60 %. Sverige har aldrig været underlagt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud.

I den toårige referenceperiode fra 20. juni 2022 til 19. juni 2024 deltog den svenske krone ikke i ERM II, men blev handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem. Den svenske krones valutakurs over for euroen udviste i gennemsnit en høj grad af volatilitet i løbet af den toårige periode. Den 19. juni 2024 lå den på 11,2140 kroner pr. euro, dvs. kronen var 5,8 % svagere end det gennemsnitlige niveau i juni 2022. I referenceperioden opretholdt Sveriges Riksbank en swapaftale med ECB, som har været i kraft siden 20. december 2007, om at låne op til 10 mia. euro i bytte for svenske kroner.

I referenceperioden fra juni 2023 til maj 2024 lå de langfristede rentesatser i Sverige i gennemsnit på 2,5 % og forblev således et godt stykke under referenceværdien på 4,8 % for rentekonvergenskriteriet. Forskellen mellem den langfristede rentesats i Sverige og euroområdets (BNP-vægtede) rentesats var faldt lidt og lå på -0,7 procentpoint ved udgangen af referenceperioden. Kapitalmarkederne i Sverige er meget udviklede sammenlignet med dem i euroområdet.

Svensk lovgivning opfylder ikke alle kravene med hensyn til en centralbanks uafhængighed, forbuddet mod monetær finansiering og den juridiske integration i Eurosystemet. Sverige er en EU-medlemsstat med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131. I henhold til traktaten har Sverige været forpligtet til at vedtage national lovgivning med henblik på integration i Eurosystemet siden 1. juni 1998. Indtil videre har de svenske myndigheder ikke truffet lovgivningsmæssige foranstaltninger for at afhjælpe de uforeneligheder, som er beskrevet i denne og tidligere rapporter.