Strategi for den makroprudentielle politik

Det endelige mål med den makroprudentielle politik er at bevare finansiel stabilitet. Dette indebærer, at det finansielle system gøres mere robust, og at opbygningen af en stigende sårbarhed begrænses, således at den systemiske risiko reduceres, og det sikres, at finansielle tjenesteydelser fortsat ydes effektivt til realøkonomien.

Reduktion af systemiske risici

Systemiske risici kan opstå som følge af alvorlige makroøkonomiske stød, finansielle ubalancer, herunder en uforholdsvis stor kreditvækst, gearing og manglende løbetidsmatch samt smitteeffekter.

Med målet om at reducere systemiske risici for øje skal de makroprudentielle politikker:

• forhindre en uforholdsmæssigt stor opbygning af risiko som følge af eksterne faktorer og uordnede markedsforhold, således at den finansielle cyklus (tidsdimensionen) udjævnes
• gøre den finansielle sektor mere robust og begrænse smitteeffekter (tværsnitsdimensionen)
• fremme et perspektiv i den finansielle regulering, som dækker hele systemet, således at der skabes de rigtige incitamenter for markedsdeltagerne (den strukturelle dimension).

Instrumenter

SSM-forordningen giver makroprudentielle beføjelser til både de nationale myndigheder og ECB, således at ansvaret for de makroprudentielle politikker deles (artikel 5). Instrumenterne til den makroprudentielle politik kan opdeles i tre grupper:

• Kapitalbaserede foranstaltninger
• Låntagerbaserede foranstaltninger
• Likviditetsbaserede foranstaltninger.

Disse instrumenter øger kapital- og likviditetsbufferne og gør dermed det finansielle system mere robust. Eksempler herpå er kapitalbuffere for globale og andre systemisk vigtige institutter, LCR (likviditetsdækningsgraden) og NSFR (målet for stabil finansiering). De nationale myndigheder og ECB kan stille krav om kontracykliske buffere for at forhindre en konjunkturrelateret opbygning af systemiske risici. Hvor det er muligt inden for de nationale rammer, kan de nationale myndigheder også pålægge låntagerbaserede foranstaltninger til begrænsning af udlånet – især på realkreditlån – som vedrører den enkelte låntager.

Samspil med den makroprudentielle politik

Den makroprudentielle politik kan ikke betragtes isoleret set. Der er et vigtigt samspil mellem de mikroprudentielle, makroprudentielle og pengepolitiske foranstaltninger.

Samspil med pengepolitikken

Pengepolitikken og den makroprudentielle politik interagerer hovedsagelig med hinanden via deres fælles transmissionskanal gennem det finansielle system og især gennem banksystemet. De to politiske områder kan supplere hinanden i at sikre både prisstabilitet og finansiel stabilitet.

Makroprudentielle instrumenter kan selv i en økonomisk situation præget af lav inflation anvendes selektivt og målrettet med henblik på at mindske risici i tilknytning til finansiel stabilitet. Den institutionelle opbygning i euroområdet gør det muligt for ECB at høste fordelene ved et fælles datasæt og en konsistent analytisk ramme.

Samspil med banktilsynet

Det mikroprudentielle tilsyn og den makroprudentielle politik supplerer hinanden på grund af deres forskellige fokus. Den mikroprudentielle politik gør de enkelte finansielle institutter mere robuste, mens den makroprudentielle politik øger modstandskraften over for risici, der opstår i tilknytning til det finansielle system som helhed.

På regelmæssige møder i Det Makroprudentielle Forum mødes ECB's styrelsesråd og tilsynsråd for at sikre en fælles forståelse af situationen i den finansielle sektor.