Oversigt

Euroområdets økonomi er i hurtig bedring, selvom der stadig er usikkerhed i forbindelse med coronapandemien (covid-19) og flaskehalsproblemer på udbudssiden.^[1] Opsvinget i økonomien var kraftigere end forventet i 2. kvartal 2021, og den hurtige vækst forventes at fortsætte i 2. halvår, med et realt BNP, der ved udgangen af 2021 ligger over niveauet før krisen. Derefter forventes en fortsat kraftig vækst, som dog gradvis normaliserer sig. Disse udsigter er baseret på en række antagelser: en hurtig lempelse af inddæmningsforanstaltningerne i 2. halvår 2021, en gradvis opløsning af flaskehalsproblemerne på udbudssiden fra begyndelsen af 2022, en betydelig vedvarende politisk støtte (herunder gunstige finansieringsforhold) og en fortsat global genopretning. Den indenlandske efterspørgsel bør fortsat være hoveddrivkraften bag genopretningen, idet den også drager fordel af den forventede stigning i den disponible realindkomst og den faldende usikkerhed. Desuden vil det private forbrug og boliginvesteringerne sandsynligvis blive understøttet af den store akkumulerede opsparing. Væksten i realt BNP forventes at blive 5 pct. i år og at falde til 4,6 pct. og 2,1 pct. i henholdsvis 2022 og 2023. Sammenlignet med Eurosystemets stabs fremskrivninger fra juni 2021 er fremskrivningen af den kvartalsvise vækst i 2. halvår 2021 blevet nedjusteret en smule som følge af mere vedvarende flaskehalsproblemer på udbudssiden end forventet, den mere smitsomme deltavariant af coronavirussen og de mere positive data for 1. halvår 2021, hvilket begrænser mulighederne for kraftigere vækst derefter. Ikke desto mindre er fremskrivningen af væksten i realt BNP for 2021 som helhed blevet opjusteret med 0,4 procentpoint. Fremskrivningerne for 2022 og 2023 er stort set uændrede.

Inflationsudsigterne er stadig kendetegnet ved et udsving i 2021 efterfulgt af mere moderate tal i 2022 og 2023. Den gennemsnitlige inflation forventes at blive 2,2 pct. i 2021, drevet af midlertidige opadrettede faktorer. Blandt disse faktorer er en stigning i energiinflationen på et tidspunkt med kraftige basiseffekter, kraftige stigninger i inputomkostninger i forbindelse med forsyningsforstyrrelser, engangsstigninger i priserne på tjenesteydelser, efterhånden som de covid-19-relaterede restriktioner lempes, og udløbet af den tyske momsnedsættelse. I takt med at disse faktorer aftager fra begyndelsen af 2022, og der rettes op på den midlertidige ubalance mellem udbud og efterspørgsel, forventes HICP-inflationen at falde til 1,7 pct. og 1,5 pct. i henholdsvis 2022 og 2023. Hvis man ser bort fra disse overvejende midlertidige faktorer, forventes HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer at stige gradvis, efterhånden som genopretningen skrider frem, den ledige kapacitet i økonomien mindskes, og de seneste stigninger i råvarepriserne inkl. olie gradvis slår igennem på forbrugerpriserne. Fødevarepriserne ventes også at stige. Disse opadrettede effekter på den samlede inflation opvejes stort set i løbet af fremskrivningsperioden af en langsommere stigning i energipriserne, som følger af de tekniske antagelser om oliepriserne. Sammenlignet med juni 2021-fremskrivningerne er både den samlede og den underliggende inflation blevet opjusteret i hele fremskrivningsperioden. Disse justeringer skyldes nyere overraskende data, et noget mere vedvarende opadrettet pres fra forsyningsforstyrrelser, de forbedrede udsigter for efterspørgslen, opadrettede effekter fra højere priser på olie og råvarer ekskl. olie samt den seneste depreciering af eurokursen.

1 Realøkonomien

Realt BNP steg med 2,2 pct. i 2. kvartal 2021^[2], hvilket er 0,8 procentpoint over det tal, der var forventet i juni 2021-fremskrivningerne. Opsvinget skyldtes primært den indenlandske efterspørgsel, og navnlig det private forbrug, som følge af en stigning i den disponible realindkomst og et betydeligt fald i opsparingskvoten. Selvom inddæmningsforanstaltningerne kun var en smule mindre strenge end i 1. kvartal og stort set var i overensstemmelse med antagelserne i junifremskrivningerne, har den overraskende stigning i aktiviteten tilsyneladende afspejlet en mindre følsomhed i den økonomiske aktivitet over for covid-19-restriktioner. Realt BNP lå i 2. kvartal stadig 2½ pct. under niveauet i 4. kvartal 2019.

Væksten i realt BNP forventes at stige kraftigt igen i 3. kvartal som følge af en yderligere lempelse af inddæmningsforanstaltninger og stærke økonomiske tillidsindikatorer (figur 1). Inddæmningsforanstaltningerne antages at blive yderligere lempet i 3. og 4. kvartal 2021. Disse foranstaltninger forventes imidlertid at være noget strengere end antaget i juni 2021-fremskrivningerne på baggrund af den nye deltavariant af covid-19 og den fornyede stigning i smittetilfælde i juli og august. Selvom tillidsindikatorerne er faldet noget, er de fortsat høje, hvilket tyder på, at de resterende inddæmningsforanstaltninger ikke vil medføre væsentlige forstyrrelser i økonomien. Realt BNP forventes derfor fortsat at stige kraftigt i 2. halvår 2021, selvom væksten er blevet nedjusteret en smule i forhold til junifremskrivningerne. Dette skyldes, at inddæmningsforanstaltningerne er strengere, og flaskehalsproblemerne på udbudssiden er mere vedvarende end tidligere antaget, samt den vurdering, at de overraskende positive data i 1. halvår 2021 begrænser mulighederne for et yderligere kraftigt opsving i 2. halvår 2021.

Væksten i realt BNP ventes fortsat at være kraftig i 2022, inden den i 2023 aftager til en mere normal vækstrate. Den ventede udvikling i BNP er baseret på en række antagelser. Der antages således en fuldstændig lempelse af inddæmningsforanstaltningerne i begyndelsen af 2022, en yderligere nedgang i usikkerheden, stor tillid, efterhånden som covid-19-pandemien gradvis forsvinder, og en fortsat global genopretning (boks 2). Endvidere antages de nuværende forsyningsforstyrrelser gradvis at forsvinde fra begyndelsen af 2022. Desuden forventes Next Generation EU (NGEU) at sætte skub i investeringerne i nogle lande. Mere generelt antages finanspolitikken, tilsynspolitikken og pengepolitikken fortsat at yde stor støtte, hvilket forhindrer kraftige negative feedbacksløjfer mellem realøkonomien og den finansielle sektor. Samlet set ventes realt BNP at overstige niveauet før krisen i 4. kvartal 2021 (figur 2) – dvs. et kvartal tidligere end i stabens juni 2021-fremskrivninger – og ved udgangen af 2022 at nå op på et niveau, der kun er lidt lavere end det niveau, der var forventet før pandemien.

Som den vigtigste drivkraft bag genopretningen forventes det private forbrug at vokse kraftigt i fremskrivningsperioden og at overstige niveauet før krisen i 1. kvartal 2022. Det private forbrug rettede sig meget mere end tidligere forventet i 2. kvartal 2021, men lå stadig ca. 6 pct. under niveauet før pandemien. Den overraskende stigning afspejler sandsynligvis både et kraftigere fald i opsparingskvoten og en kraftigere vækst i realindkomsten. Indkomsten var fortsat hovedsagelig drevet af arbejdsindkomst, hvilket typisk medfører en relativt højere marginal forbrugstilbøjelighed. Det private forbrug forventes fortsat at stige kraftigt i 2. halvår 2021. Dette hænger sammen med, at inddæmningsforanstaltningerne lempes, og med den store akkumulerede opsparing, som gør det muligt at afvikle en vis ophobet efterspørgsel. På mellemlangt sigt forventes det, at væksten i det private forbrug fortsat overgår den lavere vækst i realindkomsten, idet den forventede aftagende usikkerhed vil give mulighed for yderligere afvikling af overopsparing.

Højere lønindkomst forventes at understøtte den disponible realindkomst gennem hele fremskrivningsperioden. Efterhånden som økonomien fortsætter genåbningen, og beskæftigelsesvæksten styrkes, forventes lønindkomsten at yde et stort bidrag til den disponible realindkomst. Derimod vil de finanspolitiske nettooverførsler – efter at have ydet et meget positivt bidrag i 2020 – lægge en dæmper på indkomstvæksten fra 2021. Dette afspejler det forventede udløb af covid-19-støtteforanstaltningerne. Desuden ventes den disponible realindkomst at blive dæmpet af den ventede stigning i forbrugerprisinflationen.

Husholdningernes opsparingskvote forventes i 2022 at falde til under niveauet før krisen, idet servicesektoren genåbner, og motiverne til opsparing af forsigtighedshensyn mister deres betydning. Opsparingskvoten forventes at falde betydeligt i de næste par kvartaler, idet andelen af tvungen opsparing mindskes i forbindelse med den lempelse af inddæmningsforanstaltningerne, som antages. Desuden forventes opsparingen af forsigtighedshensyn at ophøre, efterhånden som usikkerheden aftager, og arbejdsmarkederne forbedres. Opsparingskvoten bør i 2022 falde til under niveauet før krisen og derefter fortsat falde en smule. Den ventes at ligge marginalt under det niveau, der var forventet i basisfremskrivningen før pandemien, hvilket i nogen grad vil føre til en afvikling af tidligere akkumuleret overopsparing i husholdningerne. Dette vil understøtte et kraftigt opsving i forbruget. Den rolle, som den akkumulerede opsparing forventes at spille i genopretningen af forbruget, er dog noget mindre, fordi opsparingen er koncentreret i mere velhavende og ældre husholdninger med en lavere forbrugstilbøjelighed.^[3]

Opsvinget i boliginvesteringerne forventes at tabe noget af pusten i løbet af fremskrivningsperioden. Boliginvesteringerne skønnes at være steget moderat i 2. kvartal 2021, idet de allerede var nået op på niveauet før pandemien i 1. kvartal. På kort sigt bør positive Tobins q-effekter, en genopretning af den disponible indkomst, øget forbrugertillid og den store akkumulerede opsparing alt sammen understøtte boliginvesteringerne i 2. halvår 2021. Dette til trods for en vis modvind, der skyldes en yderligere forværring af begrænsningerne på udbudssiden. Opsvinget i boliginvesteringerne bør gradvis normalisere sig i resten af fremskrivningsperioden.

Erhvervsinvesteringerne forventes at forblive robuste og at rette sig betydeligt i fremskrivningsperioden. I 1. halvår 2021 fortsatte erhvervsinvesteringerne stigningen til niveauet før krisen, idet de drog fordel af genopretningen af efterspørgslen, gunstige finansieringsvilkår og positive Tobins q-effekter. Opsvinget forventes at accelerere i 2. halvår 2021, i takt med at den globale og indenlandske efterspørgsel retter sig, og væksten i indtjeningen øges, hvilket også understøttes af gunstige finansieringsvilkår og NGEU-programmets positive effekt. Erhvervsinvesteringerne forventes også at stige i hele fremskrivningsperioden som følge af digitaliseringsinvesteringer og omstillingen til en lavemissionsøkonomi (herunder i bilindustrien som følge af miljølovgivning og omstillingen til produktion af elkøretøjer). Alt i alt ventes erhvervsinvesteringerne at vende tilbage til niveauet før pandemien ved udgangen af 2021.

Efter tabet af eksportmarkedsandele i 2021 på grund af midlertidige flaskehalsproblemer på udbudssiden forventes en robust vækst i eksporten, som understøttes af en kraftig udenlandsk efterspørgsel og øget konkurrenceevne. Den hurtige stigning i efterspørgslen siden 2. halvår 2020 forventes fortsat at skabe et misforhold mellem den globale udbudskapacitet og efterspørgselsforholdene i 2021. Dette misforhold, covid-19-relaterede nedlukninger og ekstreme begivenheder førte til en kombination af globale logistikproblemer og en knaphed på nogle vigtige halvfabrikata, som har haft en negativ indvirkning på euroområdets vareeksport. Da der fortsat er mangel på visse halvfabrikata, meget høje transportomkostninger og lange leveringstider fra leverandørernes side, antages flaskehalsproblemerne at vare ved i hele 2021 og gradvis forsvinde fra begyndelsen af 2022. Handelen i servicesektoren, navnlig inden for turisme, har rettet sig kraftigt i løbet af sommeren på baggrund af vellykkede vaccinationskampagner, der har gjort det muligt at genåbne økonomierne, selvom den samlede aktivitet i sektoren fortsat ligger et godt stykke under niveauet før krisen. Sammen med opløsningen af flaskehalsproblemerne vil dette give euroområdets eksport mulighed for at stige igen på mellemlangt sigt på grund af den kraftige udenlandske efterspørgsel og den øgede eksportkonkurrenceevne efter den seneste depreciering af eurokursen. Nettoeksporten forventes at yde et svagt positivt bidrag til den årlige vækst i realt BNP i alle tre år af fremskrivningsperioden.

Arbejdsløsheden faldt i 2. kvartal 2021 og forventes at følge en stort set flad kurve resten af året for derefter at falde til niveauet før krisen i begyndelsen af 2023. I 2. kvartal 2021 førte en kraftigere stigning i beskæftigelsesvæksten end forventet – i forbindelse med den kraftigere genopretning af aktiviteten – til et fald i arbejdsløsheden. En midlertidig mangel på arbejdskraft, der afspejler en stigende reallokering af arbejdspladser og visse misforhold, forventes at påvirke arbejdsmarkedet på kort sigt, hvad angår specifikke lande og sektorer. En stor andel af arbejdstagerne i jobfastholdelsesordninger antages at drage fordel af den kraftige genopretning efter pandemien og vende tilbage til normal beskæftigelse. Fra 2022 forventes arbejdsløsheden derfor at falde gradvis, og i begyndelsen af 2023 forventes den at falde til under niveauet før krisen.

Væksten i arbejdskraftproduktiviteten pr. ansat forventes at stige kraftigt i 2021, inden den gradvis normaliserer sig i løbet af fremskrivningsperioden. Efter et kraftigt fald i 2020 anslås den at være steget med 1,5 pct. i 2. kvartal 2021 (sammenlignet med det foregående kvartal) på grund af et fald i antallet af personer i jobfastholdelsesordninger. Efter at have toppet i 3. kvartal 2021 ventes den derefter at aftage gradvis. Vækstforløbet for produktiviteten pr. arbejdstime har været meget mere robust under pandemien, idet det samlede antal arbejdstimer har fulgt udviklingen i BNP tæt.

Sammenlignet med juni 2021-fremskrivningerne er væksten i realt BNP blevet opjusteret i 2021 og er stort set uændret i 2022 og 2023. Positive statistiske overhæng fra opjusteringer af data i 2020 og et stærkere resultat i 1. halvår 2021 mere end opvejer et lidt svagere opsving i 2. halvår 2021 i kølvandet på strammere nedlukningsforanstaltninger og mere vedvarende flaskehalsproblemer på udbudssiden end tidligere antaget. Dette har medført en opjustering af fremskrivningen for året som helhed på 0,4 procentpoint. I resten af fremskrivningsperioden opvejer de nedadrettede effekter fra ovennævnte negative effekt og højere oliepriser den moderat positive virkning af lavere udlånsrenter, den svagere effektive eurokurs og den kraftigere udenlandske efterspørgsel.

2 Finanspolitiske udsigter

Siden juni 2021-fremskrivningerne er der kun tilføjet begrænset stimulus til basisfremskrivningen. Den estimerede ekstraordinære finanspolitiske stimulus som reaktion på pandemien i 2020 er blevet opjusteret en smule til 4,2 pct. af euroområdets BNP. Da budgetterne for 2022 stadig er under udarbejdelse, har der kun været begrænsede nye finanspolitiske data siden juni 2021-fremskrivningerne. De peger dog fortsat i retning af yderligere stimulus til at afhjælpe covid-19-krisen og fremme genopretningen, svarende til 0,2 pct. af BNP i 2021. Dette afspejler opdaterede estimater af de finanspolitiske omkostninger ved foranstaltningerne, udvidede programmer og vedtagelsen af nye foranstaltninger i mange lande. De fleste af de supplerende foranstaltninger er midlertidige. De bliver rullet tilbage i 2022 og vedrører primært subsidier og overførsler til virksomheder.

Alt i alt anslås den diskretionære stimulus i forbindelse med krisen at udgøre 4,6 pct. af BNP i 2021, 1,5 pct. i 2022 og 1,2 pct. i 2023. For så vidt angår sammensætningen af den samlede stimulus udgøres den største andel i 2021 stadig af subsidier og overførsler, bl.a. i forbindelse med jobfastholdelsesordninger, som dog ventes at være rullet næsten fuldstændig tilbage i 2022. Foranstaltninger, der er klassificeret under offentligt forbrug, omfatter primært højere sundhedsudgifter, herunder lønninger, i forbindelse med vaccinationskampagner. På indtægtssiden vedrører foranstaltningerne nedskæringer i direkte og indirekte skatter. Der var begrænsede yderligere offentlige investeringer i 2020, men de udgør en større andel af stimuluspakkerne fra 2021, hvilket hovedsagelig kan tilskrives den løbende NGEU-finansiering. Ud over covid-19-krise- og genopretningsforanstaltningerne vedtog nogle landes regeringer yderligere stimulerende foranstaltninger.^[5]

Finanspolitikken i euroområdet, korrigeret for NGEU-tilskud, ventes at være ekspansiv i 2021, at blive strammet mærkbart i 2022 og at forblive stort set neutral i 2023. Finanspolitikken – justeret for effekten af NGEU-tilskuddene på indtægtssiden – der var meget ekspansiv i 2020, forbliver ekspansiv i 2021. Den finanspolitiske stimulus i 2021, målt ved den finanspolitiske stramhedsgrad, er større, end covid-19-krise- og genopretningsforanstaltningerne indebærer. Dette skyldes primært foranstaltninger, der ikke er direkte tilknyttet krisen, herunder den kraftigere vækst i de strukturelle udgifter og metodemæssige forskelle. På grund af den midlertidige karakter af de nødforanstaltninger, der blev vedtaget i 2021, og den forventede svækkelse af epidemien, ventes finanspolitikken at blive strammet mærkbart i 2022 og at forblive stort set neutral i 2023. Sammenlignet med fremskrivningerne fra juni 2021 er finanspolitikken blevet lempet en smule i 2021 og strammet i resten af fremskrivningsperioden, særlig i 2022.

Euroområdets budgetunderskud ventes at falde en smule i 2021 og mere markant fra 2022, samtidig med at de finanspolitiske udsigter forbedres i forhold til juni 2021-fremskrivningerne. Faldet i budgetunderskuddet i 2021 afspejler den forbedrede cykliske komponent og lavere rentebetalinger, som mere end opvejer den yderligere stimulus, der ikke er dækket af NGEU-tilskud. Den betydelige forbedring af budgetsaldoen i 2022 skyldes hovedsagelig afviklingen af stimulerende foranstaltninger i tilknytning til covid-19-krisen og en langt mere positiv cyklisk komponent. I 2023 ventes den samlede budgetsaldo på baggrund af en stort set neutral finanspolitik og bedre konjunkturforhold at stige yderligere, til lige under -2 pct. af BNP. Rentebetalingerne ventes fortsat at falde i fremskrivningsperioden og at udgøre 1,0 pct. af BNP i 2023. Efter en kraftig stigning i 2020 forventes den samlede offentlige gæld i euroområdet at toppe på ca. 99 pct. af BNP i 2021. Faldet derefter skyldes hovedsagelig det gunstige spænd mellem renter og vækst, men også underskuds-/gældsjusteringer, som mere end udligner det fortsatte – omend faldende – primære underskud. De finanspolitiske udsigter er blevet forbedret i forhold til juni 2021-fremskrivningerne. Udviklingen i euroområdets budgetunderskud og gæld er blevet nedjusteret i hele fremskrivningsperioden som følge af den forbedrede cykliske komponent og lavere rentebetalinger. I 2023 holder budgetunderskuddet og gælden sig væsentlig over niveauet i 2019, dvs. før krisen, hvilket hovedsagelig skyldes en højere udgiftskvotient.

3 Priser og omkostninger

HICP-inflationen ventes af fortsætte med at stige indtil udgangen af året, at falde i 1. halvår 2022 og gradvis at styrkes derefter (figur 3). Den samlede inflation ventes i gennemsnit at blive 2,2 pct. i 2021, at toppe på 3,1 pct. i 4. kvartal 2021 for derefter at falde til – i gennemsnit – 1,7 pct. i 2022 og 1,5 pct. i 2023. Stigningen i den samlede inflation i 2021 afspejler opadrettede effekter fra primært midlertidige faktorer, som fx stigningen i energiinflationen på et tidspunkt med kraftige basiseffekter og udløbet af den tyske momsnedsættelse. Stigninger i inputomkostninger i forbindelse med forsyningsforstyrrelser og engangsgenåbningseffekter på priserne på tjenesteydelser som følge af lempelsen af de covid-19-relaterede restriktioner hen over sommeren har medført et øget opadrettet pres på inflationen. Ændringer i HICP-vægtene indebærer en vis volatilitet i inflationsudviklingen i 2021, men forventes – set i gennemsnit over året – kun at få en lille nedadrettet effekt på HICP-inflationen. Disse midlertidige faktorer forventes gradvis at forsvinde fra begyndelsen af 2022. Desuden dæmper en yderligere nedadrettet basiseffekt fra den kraftige stigning i inflationen i juli 2021 den årlige inflation i 3. kvartal 2022. Derefter forventes HICP-inflationen gradvis at stige i løbet af resten af fremskrivningsperioden understøttet af den forventede økonomiske genopretning. Dette afspejles i en stigende HICP-inflation ekskl. energi og fødevarer i fremskrivningsperioden. Hvis man ser bort fra den midlertidige kraftige stigning i inflationen i 2021, bør en kombination af et stigende opadrettet prispres fra genopretningen af efterspørgslen på mellemlangt sigt – der dog fortsat er noget afdæmpet – og indirekte effekter fra tidligere stigninger i råvarepriserne, inkl. olie, opveje en mindskelse af det opadrettede prispres fra udbudseffekter i relation til pandemien. Stigninger i det indenlandske omkostningspres antages at være den vigtigste drivkraft bag en kraftigere underliggende udvikling i forbrugerpriserne, mens udviklingen i det eksterne prispres forventes at aftage i løbet af den sidste halvdel af fremskrivningsperioden. HICP-fødevareinflationen forventes også at stige gradvis. Det moderat stigende opadrettede prispres på den samlede inflation fra disse to HICP-komponenter opvejes i nogen grad i 2022 og 2023 af de forventede fald i HICP-energiinflationen i forbindelse med den nedadgående kurve for olieprisfutures.

Enhedslønomkostningerne forventes at falde i både 2021 og 2022 på grund af udsving i relation til jobfastholdelsesordningerne, inden de stiger med 1,4 pct. i 2023. Efter de kraftige stigninger i 2020 som følge af det markante tab af arbejdskraftproduktivitet ventes enhedslønomkostningerne at blive presset ned af opsvinget i arbejdskraftproduktiviteten i 2021 og 2022. De ventes dog gradvis at stige i 2023. Der har været store udsving i både arbejdskraftproduktiviteten og væksten i lønsum pr. ansat som følge af jobfastholdelsesordningerne til at sikre beskæftigelsen. Dette pressede den årlige vækst i lønsum pr. ansat ned i 2020 og har forårsaget et efterfølgende opsving i 1. halvår 2021. Efterhånden som arbejdsmarkederne gradvis retter sig i løbet af fremskrivningsperioden, og virkningerne af disse ordninger aftager, forventes udviklingen i lønsum pr. ansat at blive normaliseret med en årlig vækst på 2,5 pct. i 2023, hvilket er noget højere end før pandemien. Dette afspejler primært forbedringen på arbejdsmarkedet i løbet af fremskrivningsperioden. I 2. halvår 2021 forventes den ventede kraftige stigning i euroområdets samlede inflation ikke at føre til væsentlige anden runde-effekter på lønvæksten på mellemlangt sigt.

Udviklingen i importpriserne forventes at blive kraftig påvirket af udviklingen i oliepriserne og råvarepriserne ekskl. olie og at afspejle et moderat eksternt prispres i løbet af den sidste del af fremskrivningsperioden. Den årlige vækst i importdeflatoren forventes at stige fra -2,5 pct. i 2020 til 5,4 pct. i 2021, inden den aftager til 0,8 pct. i 2023. Stigningen skyldes hovedsagelig stigninger i oliepriserne og råvarepriserne ekskl. olie, men også stigninger i andre inputomkostninger i forbindelse med forsyningsmangel og euroens svækkelse. Ud over et vist fald i de oliepriser, som er antaget, forventes den globale prisudvikling mere generelt at forblive moderat i fremskrivningsperioden og at bidrage til de moderate udsigter for det eksterne prispres.

Sammenlignet med juni 2021-fremskrivningerne er fremskrivningen af HICP-inflationen blevet opjusteret med 0,3 procentpoint i 2021, 0,2 procentpoint i 2022 og 0,1 procentpoint i 2023. Opjusteringerne vedrører HICP ekskl. fødevarer og energi i hele fremskrivningsperioden og energikomponenten, især i 2021 og 2022, mens fødevarekomponenten er stort set uændret. Justeringerne afspejler flere ting: De seneste data har overrasket positivt. Der er et vist opadrettet pres fra de mere vedvarende forsyningsforstyrrelser. Udsigterne for efterspørgslen er forbedret. Eurokursen er deprecieret, og de tekniske antagelser om oliepriserne er blevet opjusteret (boks 1).