SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Digitalisering og gennemgangen af den pengepolitiske strategi

Verden bliver mere og mere digital. Det ændrer også den måde, økonomien fungerer på. Når vi justerer vores pengepolitik for at holde priserne stabile, har vi altid økonomien i tankerne. Derfor er det vigtigt, at vi i ECB forstår, hvordan digitalisering påvirker økonomien.

Hvorfor indgik digitalisering i gennemgangen af den pengepolitiske strategi?

Digitalisering påvirker økonomien

Det er vores opgave at holde priserne stabile. For at kunne gøre det godt er vi nødt til at forstå, hvordan vores økonomi fungerer, og det er noget, der ændrer sig hurtigt. Sidste gang vi gennemgik den pengepolitiske strategi, i 2003, brugte man stadig faxmaskiner til forretningsanliggender. Nu bruger man smartphones.

Digitalisering er en af de måder, økonomien har ændret sig på. Vi kan fx foretage de fleste af vores indkøb online nu i stedet for at gå i butikker. Vi kan betale med vores telefon og behøver ikke at gå i banken for at hæve kontanter. Vi kan også streame film på mobile enheder med ny teknologi, der erstatter de gamle videoudlejningsbutikker.

Fordi digitalisering påvirker økonomien, kan den også påvirke den måde, vi holder priserne stabile på. Derfor drøftede Styrelsesrådet digitalisering som led i vores gennemgang af den pengepolitiske strategi.

På hvilke måder påvirker digitalisering vores pengepolitik?

Digitalisering kan påvirke priserne

I dag kan vi sammenligne priser fra hele verden med et klik på skærmen og på den måde finde den laveste pris inden for få sekunder. Det betyder, at virksomhederne ikke kan sætte priserne op uden at risikere, at kunderne vælger det næste billigste onlinetilbud. Det kan holde inflationen – den takt, hvormed de samlede priser på varer og tjenesteydelser ændrer sig over tid – lav.

Det gør det også mere kompliceret at måle priser

For at vi kan gøre vores arbejde godt, er vi nødt til at have et pålideligt mål for inflationen. Men digitaliseringen gør det sværere at måle priser. Nu er der fx teknologi, som gør, at virksomhederne kan opkræve forskellige priser fra forskellige kunder for det samme produkt. Mange af de tjenesteydelser, som vi tidligere betalte for, er blevet "gratis". Disse ændringer kan gøre det vanskeligere at måle inflation.

Digitaliseringen påvirker de forhold, som pengepolitikken opererer i

Nye digitale teknologier, der erstatter de gamle, kan påvirke brancher, og hvilken type job der efterspørges. Det ændrer økonomien. Når vi justerer vores pengepolitik for at holde priserne stabile, har vi altid økonomien i tankerne. For at kunne træffe de rigtige beslutninger må vi først forstå, hvordan økonomien sandsynligvis vil reagere på dem. Det betyder, at vi skal holde os ajour med udviklingstendenser som fx digitalisering.

En fremtid med digitalisering

Under pandemien for nylig så vi, hvor mange mennesker der tog de digitale teknologier til sig. Digitaliseringen er blevet en større del af vores hverdag. Den er kommet for at blive og vil fortsætte med at ændre den måde, vi lever på, og den måde, vores økonomi fungerer på. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden forstår, hvordan digitaliseringen påvirker økonomien.

LÆS MERE
Digitalisering: kanaler, effekter og konsekvenser for pengepolitikken
GENNEMGANG AF DEN PENGEPOLITISKE STRATEGI
Vil du gerne vide mere?