SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Vores analytiske ramme og gennemgangen af den pengepolitiske strategi

Vores analyse fungerer som et vindue til økonomien. Igennem det kan vi se, hvordan økonomien udvikler sig. Det hjælper os med at træffe de rigtige pengepolitiske beslutninger. Fordi verden rundt omkring os forandrer sig, er vi nødt til at holde vores analytiske ramme opdateret.

Hvorfor indgik vores analytiske ramme i gennemgangen af den pengepolitiske strategi?

Verden forandrer sig

Det er vores opgave at holde priserne stabile. For at kunne gøre det godt er vi nødt til at forstå, hvordan vores økonomi fungerer. Økonomien fungerer dog helt anderledes i dag, end den gjorde i 2003. Det var året, hvor vi sidst gennemgik vores strategi. Nu til dags kan folk fx foretage de fleste af deres indkøb online i stedet for i fysiske butikker. De kan betale med deres smartphone i stedet for kontanter. Og de kan streame film på mobile enheder med ny teknologi, der erstatter de gamle videoudlejningsbutikker.

Vores vindue til at se, hvad der rører sig i økonomien

Vi har brug for et vindue, hvorigennem vi kan se, hvad der sker i økonomien. Det hjælper os med at træffe velunderbyggede beslutninger. Vores analytiske ramme er dette vindue. Hvor godt økonomien har det, afhænger af de utallige beslutninger, som virksomheder og mennesker træffer hver eneste dag. Vores analytiske ramme giver os mulighed for at se, hvad alle disse forskellige beslutninger samlet set betyder for prisstabiliteten. Derefter baserer vi vores pengepolitiske beslutninger på det, vores analyser viser. Men fordi økonomien hele tiden forandrer sig, bliver vi nødt til at sikre, at vores analytiske ramme stadig er egnet til formålet. Derfor blev den drøftet af Styrelsesrådet som led i gennemgangen af den pengepolitiske strategi.

Hvilke ændringer i verden påvirker vores pengepolitik?

Vi holder nøje øje med udviklingen

En række store ændringer har forandret den måde, økonomier rundt omkring i verden fungerer på. Disse ændringer omfatter globalisering, digitalisering og klimaændringer. De har alle indflydelse på, hvordan vores pengepolitik påvirker økonomien generelt. Derfor er vi nødt til at holde godt øje med dem.

Vi sørger for, at der ikke er nogen blinde vinkler

Der er også et samspil mellem de store ændringer i den måde, vores økonomier fungerer på. Der er en risiko for, at disse ændringer kan skabe blinde vinkler i vores viden om, hvordan økonomien fungerer. Det kan betyde, at vi overser vigtige udviklingstendenser, når de opstår.

Hvordan kan vores analytiske ramme holde trit med disse ændringer?

Vi lærer gennem erfaring

I tidens løb har vi allerede forbedret vores analyse og lært af erfaringerne. Kvaliteten af vores data er bedre end tidligere. Kraftigere computere og yderligere kilder til information om økonomien betyder, at vi bedre kan forstå en kompleks verden.

Vi har også lært af begivenheder som fx den finansielle krise i 2008. Denne krise viste, hvor vigtig stabiliteten i det finansielle system er for prisstabilitet. Og fordi vores pengepolitik fungerer via det finansielle system, viste krisen også, hvor vigtigt det er bedre at forstå de kanaler, som vores pengepolitik når frem til virksomheder og mennesker gennem. Disse kanaler kan ikke blot blive afbrudt, de kan også forandre sig i tidens løb. Vi har draget stor nytte af disse erfaringer.

Vores ændrede analytiske ramme

Vi har ændret den analytiske ramme som resultat af vores gennemgang af den pengepolitiske strategi. Vores nye ramme afspejler en verden i forandring. Og den bygger på den viden, vi har fået, og de nye tilgange, vi har udviklet.

Vores nye analytiske ramme består af to dele: en økonomisk analyse og en monetær og finansiel analyse. Den første ser på, hvordan økonomien, beskæftigelsen og priserne klarer sig, og hvordan de udvikler sig. Den anden undersøger de kanaler, som vores pengepolitik når frem til virksomheder og mennesker gennem. Da finansiel stabilitet er en forudsætning for prisstabilitet, ser denne analyse også på, om økonomien udvikler sig på en måde, der kunne gøre den sårbar over for fremtidige kriser. Selvom de to analyser sætter fokus på forskellige ting, undersøger de begge den samme økonomi og er derfor forbundet med hinanden. Vi tager højde for dem begge, når vi træffer vores beslutninger.

Vi lærer stadig

Det vindue, som vi iagttager økonomien igennem, er blevet større med tiden. Og hvad der er lige så vigtigt: Det giver også et meget klarere og mere detaljeret billede. Når det er sagt, arbejder vi altid på at reducere eventuelle blinde vinkler i vores analyse. Ved at øge vores viden om verden og sikre, at vores analyse er så god som mulig, kan vi træffe de rigtige beslutninger for økonomien og i sidste ende for prisstabiliteten.

GENNEMGANG AF DEN PENGEPOLITISKE STRATEGI
Vil du gerne vide mere?